Jeg fik lige lyst til at beskrive, hvordan det gik til, da jeg startede med at løbe igen efter en del år på den lade side. Det skete engang i foråret, og kom til at lyde sådan her:
"Jeg går rundt i stuen med mine meget gamle løbesko snøret på fødderne. Jeg har haft dem på ca. 45 minutter nu. De er faktisk dejlige at have på.
Manden har spurgt mig, hvorfor jeg går rundt med dem på. Og da måtte jeg forklare ham, at jeg har læst en meget interessant artikel skrevet af en af vor tids mange motionseksperter. Heri står at læse, at man skal starte med små skridt, når man skal i gang med motionen. Med andre ord, når ens mave lægger sig til rette på lårene, når man sætter sig ned, når man opdager man har deller på ryggen, fordi de klør, når man bevæger sig, og når det at skrælle kartofler medfører en hidtil uhørt stakåndethed, så skal man lade være med straks at forestille sig selv sejrsikkert forcere mållinien ved Berlin Marathon året efter.
Små skridt er mantraet. Sætter man overliggeren for højt, kommer man jo aldrig over, vel? Derfor foreslår vor motionsven, at man simpelthen starter med blot at tage løbeskoene på og gå rundt med dem. Så lige pludselig...
Ja, lige pludselig hvad? Nu går jeg så her og venter. Og tænker på, om skoene virkelig er i stand til at få mine ben til at gå hen til hoveddøren og få min ene hånd til at trykke dørhåndtaget ned og til sidst få mit store korpus ud på landevejen og sat i bevægelse med noget, der ligner løbehastighed?
Jeg venter lige lidt endnu og ser, hvad der sker, ikke?
Manden har spurgt mig, hvorfor jeg går rundt med dem på. Og da måtte jeg forklare ham, at jeg har læst en meget interessant artikel skrevet af en af vor tids mange motionseksperter. Heri står at læse, at man skal starte med små skridt, når man skal i gang med motionen. Med andre ord, når ens mave lægger sig til rette på lårene, når man sætter sig ned, når man opdager man har deller på ryggen, fordi de klør, når man bevæger sig, og når det at skrælle kartofler medfører en hidtil uhørt stakåndethed, så skal man lade være med straks at forestille sig selv sejrsikkert forcere mållinien ved Berlin Marathon året efter.
Små skridt er mantraet. Sætter man overliggeren for højt, kommer man jo aldrig over, vel? Derfor foreslår vor motionsven, at man simpelthen starter med blot at tage løbeskoene på og gå rundt med dem. Så lige pludselig...
Ja, lige pludselig hvad? Nu går jeg så her og venter. Og tænker på, om skoene virkelig er i stand til at få mine ben til at gå hen til hoveddøren og få min ene hånd til at trykke dørhåndtaget ned og til sidst få mit store korpus ud på landevejen og sat i bevægelse med noget, der ligner løbehastighed?
Jeg venter lige lidt endnu og ser, hvad der sker, ikke?
Senere samme uge:
Mit gamle hjerte slog flikflak ved synet af lystige og parringslystne lærker, der trods det triste grå vejr tumlede muntert rundt i luften. Skoven ligger og lokker lige udenfor døren. Og jeg forsøgte at følge op på forsøget med at gå rundt indendørs med de gamle løbesko på fødderne.
Det havde en vis virkning. Pludselig opdagede jeg nemlig, at løbetights og t-shirt havde sneget sig på mit korpus. Jeg prøvede at lade som ingenting. Men pludselig skete der noget mærkeligt. Min store krop hævede sig en halv millimeter over gulvet, og jeg svævede umærkeligt hen mod hoveddøren. Som Pinocchio stadig med snore løftedes min højre hånd og dumpede tungt ned på dørhåndtaget. Og se: Sesam, luk dig op! Døren åbnedes, og jeg svævede videre ud på vejen, båret af mine luftpudesko.
Den svævende følelse afløstes nu relativt hurtigt af en fornemmelse af, at nogen havde hældt mange tons beton i samtlige lommer i mit fine løbetøj. Men jeg stred mig videre, mens det kværnede i mit hoved: "Du er for lækker, lækker, lækker..." Jo, jo trods min høje placering på aldersskalaen, kende jeg skam Nik & Jay. Også andre tekster kender jeg: "Boing, boing hendes røv går op og ned..." hvilket egentlig godt kunne associeres til min løbestil, men jeg valgte at ignorere tekstens ord - dem gemmer vi til en anden lejlighed!
Jeg løber i intervaller. 5 minutters løb, 5 minutters gang gentaget tre gange. Da jeg nåede til det lille hvide hus, der ligger tæt ved vejkanten på vej hjemad, havde jeg håbet, at jeg var nået til et ganginterval, for det jeg præsterede var ikke kønt. Men jeg var i løb, og jeg lod som ingenting, mens jeg stred mig forbi huset. Synet der mødte husets beboere må have været noget i retning af en tunge, der daskede lydeligt på mit bryst, hvinende og skrigende lyde fra min hals, blodskudte, udstående øjne med stift blik på vejen, kinder der blafrede som blæsebælge og nå ja: Boing, boing.... Faktisk var jeg en smule nervøs for, at beboerne følte sig foranlediget til at ringe 112, men der hørtes heldigvis ingen sirener i det fjerne, så jeg holdt stilen, indtil jeg var udenfor synsvidde. Så faldt jeg rallende om i grøften. Flere minutter senere så man mig stavre op ad græsskrænten og på stive ben vralte de sidste 5 minuttes gang hjem.
Og nu sidder jeg så her og puster, mens en anden af nutidens sangtekster høres for mit indre øre: "Godt gået, knægt, klap dig selv på skulderen...""
Det havde en vis virkning. Pludselig opdagede jeg nemlig, at løbetights og t-shirt havde sneget sig på mit korpus. Jeg prøvede at lade som ingenting. Men pludselig skete der noget mærkeligt. Min store krop hævede sig en halv millimeter over gulvet, og jeg svævede umærkeligt hen mod hoveddøren. Som Pinocchio stadig med snore løftedes min højre hånd og dumpede tungt ned på dørhåndtaget. Og se: Sesam, luk dig op! Døren åbnedes, og jeg svævede videre ud på vejen, båret af mine luftpudesko.
Den svævende følelse afløstes nu relativt hurtigt af en fornemmelse af, at nogen havde hældt mange tons beton i samtlige lommer i mit fine løbetøj. Men jeg stred mig videre, mens det kværnede i mit hoved: "Du er for lækker, lækker, lækker..." Jo, jo trods min høje placering på aldersskalaen, kende jeg skam Nik & Jay. Også andre tekster kender jeg: "Boing, boing hendes røv går op og ned..." hvilket egentlig godt kunne associeres til min løbestil, men jeg valgte at ignorere tekstens ord - dem gemmer vi til en anden lejlighed!
Jeg løber i intervaller. 5 minutters løb, 5 minutters gang gentaget tre gange. Da jeg nåede til det lille hvide hus, der ligger tæt ved vejkanten på vej hjemad, havde jeg håbet, at jeg var nået til et ganginterval, for det jeg præsterede var ikke kønt. Men jeg var i løb, og jeg lod som ingenting, mens jeg stred mig forbi huset. Synet der mødte husets beboere må have været noget i retning af en tunge, der daskede lydeligt på mit bryst, hvinende og skrigende lyde fra min hals, blodskudte, udstående øjne med stift blik på vejen, kinder der blafrede som blæsebælge og nå ja: Boing, boing.... Faktisk var jeg en smule nervøs for, at beboerne følte sig foranlediget til at ringe 112, men der hørtes heldigvis ingen sirener i det fjerne, så jeg holdt stilen, indtil jeg var udenfor synsvidde. Så faldt jeg rallende om i grøften. Flere minutter senere så man mig stavre op ad græsskrænten og på stive ben vralte de sidste 5 minuttes gang hjem.
Og nu sidder jeg så her og puster, mens en anden af nutidens sangtekster høres for mit indre øre: "Godt gået, knægt, klap dig selv på skulderen...""
Ja, og resten er historie. Selv om alt begyndelse kan være svær, er jeg glad for, at jeg holdt ud, for nu er jeg på vej, og jeg mærker tydeligt de forbedringer, der er sket siden den famøse løbetur dengang i foråret.
