mandag den 30. april 2012

Et par grønne mere med aubergine og broccoli

Auberginesalat
Der er stadig auberginer til overs fra mandens storindkøb forleden. Så jeg søgte videre og faldt over denne farverige madblog, som blandt meget andet præsenterede en spændende opskrift på auberginesalat. Indlægget indledtes endda med henvende sig til aubergineskeptikere, og det bedyredes, at netop denne opskrift kan omvende enhver.

Der skal bruges:
1 aubergine
300 g gode tomater
Olivenolie
Balsamicoeddike
2 spsk hakket basilikum
1 lille fed hvidløg
1 tsk revet citronskal (Jeg havde ikke en økologisk citron, så jeg brugte saft i stedet)

Auberginen skæres i små både, der lægges i en skål og trækker med rigeligt salt ½ times tid. Skyl og tør auberginebådene og vend dem i olivenolie, salt og peber. Derefter bages de i ovnen ved 250 grader en lille halv times tid. Vend dem forsigtigt, når halvdelen af tiden er gået. Når de er sprøde og har taget farve, er de færdige.

Hvidløg og basilikum hakkes og blandes med citronskal. Tomaterne halveres og halvdelen lægges på et fad, krydres med salt og peber og stænkes let med balsamicoeddike. Lige inden serveringen lægges de lune auberginebåde ovenpå tomaterne, dernæst resten af tomaterne, lidt salt, krydderiblandingen og lidt mere balsamicoeddike. Salaten skal spises relativ hurtigt efter anretningen så den ikke bliver våd og smattet.

Pastasalat med broccoli
Der lå også en broccoli i køleskabet. Hele familien elsker broccoli i buketter, der bare er dampet et par minutter, men engang i mellem skal der lidt mere til. Så endnu engang var Goggle en hjælp, idet jeg fandt denne side, der er dedikeret til broccolisalat - et fund for én som mig, der næsten altid har broccoli i køleskabet. Den opskrift, jeg faldt over kommer her i en lidt tillempet version, da jeg ikke havde alle ingredienserne i basislageret. Du kan se hele opskriften her.

Jeg brugte:
500 g broccoli
En stor håndfuld sorte oliven
To gulerødder skåret i strimler
100 g revet emmenthalerost
1 dl creme fraiche
En spsk balsamicoeddike
Acasiehonning efter behov
300 g kogt, kold pasta

Del broccolien i små buketter og damp dem i et par minutter, så de stadig er sprøde. Bland de strimlede gulerødder med oliven og revet ost i en stor skål. Bland en dressing af creme fraiche, balsamicoeddike og acasiehonning, så den får en frisk sur-sød smag. Når broccili og pasta er kold blandes det hele med dressingen og serveres.

Velbekomme!

6 kommentarer:

  1. Uhmm de lyder godt de opskrifter! Det er altid dejligt med lidt ny inspiration til lækre sunde retter:-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeanette, det er utroligt, hvad man kan finde af opskrifter på nettet, og jeg prøver at samle det, jeg falder for her. Du er velkommen til at lade dig inspirere her :o)

      Slet
  2. Det lyder vel nok lækkert, Nina! Her i huset er vi meget glade for grønsager, og begge dine opskrifter skal prøves. God solskinsdag til dig :O)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg ved, at I er glade for grøntsager ligesom vi, Madame, og du er velkommen til at lade dig inspirere :o)

      Slet
  3. Det er simpelthen så dejligt at få nye inspirationer. Og tak fordi du gider gøre arbejdet med at skrive dem her! Lavede aubergineskiver i de sidste dage, meget populære hos gemalen og mig. Min søn som ellers har bedt om mere Middelhavsmad, vil desværre ikke have noget med dem at gøre.....

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er nu så lidt, når jeg tænker på, hvordan jeg selv lader mig inspirere rundt omkring, Kirsten. Og dejligt at I kunne lide skiverne. Her i huset stod de yngste også lidt af på dem, så de er nok ikke så ungdomsvenlige :o)

      Slet