7 uden stop

Overskriften for dagens løbetur var "at få varmen", måske subsidiært at få lidt kilometer i benene. Men en længere tur var påkrævet under alle omstændigheder, idet en isnende kulde havde bemægtiget sig min krop. Gennem marv og ben, så hverken skoldhed te eller en buldrende brændeoven kunne kurere den frysen som gennemrystede mig efter tre timer i isnende blæst på fodboldbanen. Heldigvis spillede drengene godt, så der var noget at klappe af, men der skulle absolut mere til, hvis jeg skulle få det behageligt igen.

Så jeg luntede afsted. Det var en gammelkendt tur, men der var blevet skovet en del, siden jeg sidst spænede af sted her. Tempoet var denne gang mere adstadigt, men jævnt og godt, og det var spændende at se skoven i ny belysning gennem de mange nye lysninger.

Jeg havde egentlig ikke regnet med at kunne løbe hele ruten uden stop, men det føltes overraskende godt. Det er som om, jeg har fundet en ny løbestil efter mit uheld med min venstre ankel. For det sidder lidt i baghovedet, at det jo kan gå galt igen. Så jeg løber mere forsigtigt, en anelse langsommere og så med mindre skridtafstand. Det betyder, at jeg lander, hvor jeg skal, et sted midt imellem for- og midterfod, hvorved hælen og dermed lænd og ryg skånes optimalt. Det er heller ikke så anstrengende, så mit åndedræt fungere også bedre, og jeg har en følelse af at kunne løbet helt til Rom.

Jeg ved godt, at der nok skal lidt mere til efterhånden, hvis det virkelig skal give pote på længere sigt. Men lige nu fungerer det fint, og jeg føler, at jeg bliver stærkere og stærkere. Et andet forhold, der er fint, er min plan om at ikke to dage skal være ens. Indtil nu har jeg løbet langt, kort og med styrketræning, opad. Det er sjovt og motiverende, og jeg bliver heller ikke så træt.

Så miraklet indtraf så alligevel i dag, og det lykkedes mig at løbe 7 kilometer uden at stoppe. Det er jeg svært stolt af. Nu skal Ballerinaen hentes efter endt ballettræning, og så skal vi mæske os i flæskesteg, pnadekager og flødeskum. God lørdag derude.