Det Kongelige Teater

Mit hjerte har banket for Det Kongelige Teater lige siden, at det gik op for mig, at jeg var vild med teater i det hele taget.

Jeg har udforsket mange sider af teaterverdenen siden. Det startede med en skuespiller- og drama-lederuddannelse i 1982.

Efter et års tids pitstop på læreruddannelsen, lykkedes det mig at komme til at læse Dramaturgi på Århus Universitet, hvor jeg efter små 6 år stod med en kandidatgrad i hånden.

Så var der arbejdsliv på programmet, og min teaterinteresse blev brugt på at undervise. Børn, unge, voksne har jeg arbejdet med og lavet forestillinger på højskole, i pædagoguddannelsen, på musikskoler. Undervejs har jeg taget endnu en skuespilleruddannelse, men det er nok mest den teoretiske og historiske side af teatret og skuespilkunsten, der interesserer mig. Derfor kommer jeg ofte tilbage til og omkring Det Kongelige Teater.

Og så tænker jeg på Poul Reumert, Clara Pontoppidan, Fritz Helmuth, Helle Virkner, Ghita Nørby, Henning Jensen, Kirsten Olesen, John Price, Bodil Kjær og Udsen blot for at nævne nogle få. For slet ikke at tale om store balletstjerne og operasangere.

Jeg har aldrig selv været i Det Kongelige Teater. Mærkelig nok, når man tænker på, hvor stor en interesser, ja, forkærlighed, jeg har får både selve teateret, men også for kunsten.

Men en gang skal jo være den første, og hvem skulle nu have troet, at min debut som teatergænger på Det Kongelige Teater betyder, at jeg på samme tid skal sin min datter danse ballet på den selvsamme gamle traditionsrige scene? Jeg kniber mig i armen men må konstatere, at jeg er lysvågen. Det er lige præcis det, jeg skal opleve på søndag.

Jeg glæder mig til endelig at komme ind i de berømte bygninger. Jeg forventer, at jeg kan mærke historiens vingesus, akkurat som jeg har kunnet mærke det de to gange, jeg har besøgt Shakespeares Globe Theatre i London.

Jeg glæder mig naturligvis også til at opleve Ballerinaen på selve scenen. Forestillingen varer godt to timer, men der er andre, der gør krav på opmærksomhed, for det handler om balletbørn fra hele landet samt naturligvis de kongelige balletbørn fra København. Så min opmærksomhed er spændt til bristepunktet, når det er Ballet Akademiet fra Århus, der er på scenen. Resten af af tiden deles min opmærksomhed nok med historien, idet jeg regner med at læne mig tilbage og suge stemningen, salen, udsmykningen, fornemmelsen af endelig at være en del af noget stort til mig. Måske svæver jeg bare væk på de historiske vinger? Jeg glæder mig i hvert fald!