Det er jo bare en overgang

Mere af nød end af lyst har jeg været på nettet for at google ord som "overgangsalder", "klimakterie", "menopause" m.m. Ud over trods alt at finde en række gode tips og trix, gik det også op for mig, at begrebet er behæftet med en del tabu. Kvinder er flove over at gå i overgangsalderen, man snakker ikke gerne om sine gener og benægter ofte, at man pludselig får voldblødninger, hede-, svedeture, hjertebanken, tude-ture, uro i kroppen m.m. Flere behjertede forsøg på at få mere eller mindre kendte kvinder til at stå frem som ambassadører for overgangskvinderne er slået fejl, da disse ikke ønsker at indrømme, hvor langt de er kommet i processen.

Jeg fatter det simpelthen ikke. Hvorfor dog ikke dele erfaringerne og hjælpe hinanden med at komme mest smertefrit gennem denne ikke altid lige behagelige periode?

Nu er jeg nok kun i overgangens vorden, og som sådan plages jeg kun af natlige svedeture, voldblødninger med mellemrum og lettere humørsvingninger. Jeg har endnu ikke fundet en kur for disse, men jeg deler gerne, hvis jeg finder noget brugbart. Indtil da vil jeg genre angribe tabuet med humor. For noget tid siden sendte jeg et indlæg til denne udmærkede blog, "Blogkvinder +40", idet jeg mente, at der her måtte befinde sig lidende medsøstre, der kunne dele et grin med mig. Jeg breder hermed mit forsøg på at sprede lidt latter og selvironi yderligere ud, ved at bringe indlægget her:

Klimakteriesjatpisseri

Jeg må sige, at jeg blev en smule bekymret, da jeg googlede ordet ”inkontinens”.

Det første, jeg stødte på, var ordet “tissvaner”! Gad vide, hvor de svømmer og flyver rundt, for sådan én har jeg ikke lyst til at møde!

Der menes nok “tisvaner”, men sikke et ord! Tænk at have den slags vaner. Det bryder jeg mig ikke om. Ikke desto mindre er det vist meget almindeligt. Inkontinens kan nemlig skyldes, at man indtager for meget væske – gælder det også rødvin, for så er jeg vist i farezonen?! Det kan også skyldes, at der er for langt til toilettet, at man holder sig for længe. Alt sammen henført under begrebet “dårlige tisvaner”!

Inkontinens kan skyldes det, der kaldes “almen svækkelse”, herunder at man ikke husker at komme på toilet! Åh nej, tænker jeg. Er jeg ramt af almen svækkelse, herunder begyndende demens? Jeg kan ikke rigtig huske det.

Endelig er der det faktum, at vi ændre os hormonelt, når vi bliver ældre, hvilket skulle have en indvirkning på evnen til at holde sig tør. Det er ikke fair. I årevis har man levet med, at man er præmenstruel. Når man endelig slipper af med det prædikat – så kan man kaldes klimakteriesjatpisser!

Man har tilsyneladende gavn af at få skemalagt sine “tisvaner”! Se bare:

Heri skal man notere, hvornår og hvor meget man drikker. Man skal måle, hvor meget man tisser, og hvornår man “lækker”! Lækker, det er jeg, men at jeg skulle “lække”!

For slet ikke at tale om besværet. Jeg skal til fest. Jeg sætter god tid af til at pakke min dametaske, der lever op til ryet om, at dametasker antager dimensioner, der vil gøre enhver container misundelig. For her skal foruden de sædvanlige dameting også være plads til mappen med tisskemaer, tilhørende skriveredskaber, målebæger til drikkevarer, en “tismåler” af en slags: potte, decilitermål, spand…? Og selvfølgelig et større antal Tena-lady, hvis skiftehastighed og -mængde, jeg skal huske at notere i skemaet. Jeg der lider af begyndende demens. Hvordan skal jeg dog kunne huske alt det?

Så ser man lige mig til festen. Jeg sørger for at placere mig i nærheden af toilettet, så jeg ikke skal gå for langt, når trangen melder sig. Skal man forresten meddele de andre i køen, at man er nødt til at komme foran, fordi man har inkontinens og ikke må holde sig for længe? Man kunne evt. vise skemaet frem og verificere, at nu er det altså nu? Og hvad så, hvis der er andre inkontinente i køen? Trækker man så lod?

Når man endelig når frem til toilettet, så er det frem med skema, målebæger, kuglepen, bind, mens der garanteret allerede bankes utålmodigt på døren. Når man endelig har forrettet sit ærinde, rengjort bægre, skiftet bind, noteret og pakket sammen igen, er der garanteret flere i køen, der må tage deres skemaer frem og notere i feltet “Jeg lækkede urin i forbindelse med…”

Så når vi til maden. Jeg har fundet pladsen nærmest toilettet. Ved siden af min tallerken står decilitermål til opmåling af drikkevarer – fint, så kan jeg samtidig dekantere min rødvin extra, mens jeg måler mængden! På den anden side af tallerkenen ligger kuglepennen klar til at notere i skemaet. Her bliver jeg lidt i tvivl om, hvordan jeg skal få nedskrevet de nødvendige mål. Det er ikke det mest appetitlige at sidde og notere i et skema, hvori bordherren kan læse: “Vandladning i ml.”, “Jeg lækkede urin i forbindelse med…”, “Skiftet bind” …

Nej, jeg bliver helt udmattet bare ved tanken! Jeg skal nok bare gå i gang med de knibeøvelser. Hvis jeg husker det.

…og så må jeg hellere lige skynde mig at undskylde overfor kontinensforeningen, at jeg laver lidt sjov med ordvalget med mere. Jeg er helt på det rene med, at der her gøres et stort og nyttigt stykke arbejde for at hjælpe dem, der lider af denne meget generende lidelse.

Langdistance-mor, part 1

Siden august har jeg været langdistance-mor til Katrine på 13 år, der bor og træner ballet på Det Kongelige Teaters Balletskole.

Katrine har danset ballet i 2 år nu, og i den periode har vi vænnet os til at give mere og mere slip på hende, selvom hun stadig ikke er ret gammel i vores optik.

Det første store spring kom, da hun begyndte at tage toget frem og tilbage til Århus hver dag for at træne på Balletakademiet. Det betød 5 kvarters rejse hver vej plus en lang tur tværs gennem Århus enten til fods eller med bus. Af og til var hun også til træning, prøve eller forestilling  i weekends, og da måtte hun også mange gange klare sig selv iført en vældig madpakke og drikkedunk samt lidt penge på lommen til lidt lækkert.

Alligevel var det jo med bange anelser, vi slap hende endegyldigt løs og fulgte hende til København og ind på hendes værelse på kollegiet. For en ting var, at hun ikke var hjemme det meste af dagen. Dette er jo langt mere radikalt. Nu kan hun kun komme hjem hver 3. uge, og selv ferierne er nogen gange forkortede pga forestillingsarbejde.

Men hvorom alting er, så går det forbavsende godt. Læs bare om denne telefonsamtale.

Men så er der alligevel situationer, hvor man er ganske magtesløs, og hvor det der med at være på langdistance virkelig slå igennem.

Som nu i går, hvor Katrine ringede hjem igen. Denne gang var der ikke glæde i stemmen. Tvært imod var der en stille snøften. Det har vi hørt før, men det var længe siden, så jeg tog det ret alvorligt.

Der gik da heller ikke lang tid efter den indlendende bemærkning: "Jeg fik lige lyst til at ringe hjem" før stemmen knækkede:

"Mor, jeg er væltet ned af trappen. Vi skulle ned og spise, og mine strømper er så glatte og så røg jeg bare ned, bump, bump, bump. På ryggen, og jeg kan ikke bøje armen, og nu er jeg bekymret for, om jeg kan danse og optræde i morgen med Kompagni B..."

I sådan en situation er der frit valg mellem flere forskellige strategier.

Man kan viser stor medfølelse. Men her lurer forskellige uhensigtsmæssige udfald. Et kan være, at Katrine faktisk bliver mere ked af det: "Mor, ´snøft`, ´snøft`,  jeg græd altså ikke, dengang jeg faldt". Et andet er, at hun bliver lidt sur. "MOR, det ER altså ok, jeg græd ikke, dengang jeg faldt!!!"

En anden strategi er den praktisk/bekymrede. "Katrine, du må altså få en voksen til at kikke på det!" Reaktionen kommer prompte: "Nej! DET gider jeg ikke. Der er sikkert ikke sket noget! Og hvis armen er brækket, så havde jeg nok grædt noget mere. Og jeg græd altså ikke, dengang jeg faldt! Jeg vil IKKE ha´ en voksen til at se på det!" Den strategi er for så vidt god nok, for den bringer os begge videre. Bortset fra, hvis armen nu virkelig ER brækket!

Man kan også vælge at stille en masse uddybende spørgsmål i stil med: "Hvor gør det ondt? På en skala fra 1 til 10, hvor meget gør det ondt? Bløder det? Hvor meget kan du bøje armen?" Men det bringer ikke noget godt med sig ud over, at det efterlader én endnu mere forvirret, end da man startede forhøret.

Og i virkeligheden er det, man allermest har lyst til bare at trække hende ind til sig, stryge hende over håret og have lidt trøstende ondt af hende. Det bedste man kan gøre, når dette skal foregå via telefon er nok at prøve at trøste, forstår, forsigt forhøre sig, være en lille bitte smule bekymret og samtidig praktisk og fortrøstningsfuld i forhold til, at det helt sikker er gået over i morgen, og "du må gerne tage en Panodil, inden I skal optræde"-agtig.

Men hold da op! I disse situationer er det altså svært at være langdistance-mor. Og når jeg har kaldt dette indlæg for part 1, så er det fordi der allerede har været en del af disse situationer, og der kommer helt sikkert også flere.

Alene hjemme

Far har været i hovedstaden for at lære noget om, hvad det er, vores ballet-datter udsættes for på Det Kongelige Teaters Balletskole. Han har også set hende optræde sammen med Kompagni B, og sammen har de været i Tivoli for at se Nøddeknækkeren (en prøve, vil jeg tro) samt opleve julestemningen der.

Jesper og jeg var misundelige. Men ikke mere end at vi forstod at få det bedste ud af situationen. Efter at Jesper havde trænet fodbold i går, gik vi i krig med at omdanne stuen til hygge-senge-biograf. Det brugte vi det meste af eftermiddagen på. Så spiste vi en af favoritretterne Taco-skaller, og så blev der ellers puttet, spist slik, drukket is-te og set James Bond i stearinlysenes og brændeovnens skær. Vi faldt begge i søvn i vores senge-huler og vågnede friske til dagens fodbold-kampe i den lokale sportshal. Siden har jeg ikke set Jesper, for han smuttede med en af kammeraterne hjem, den store dreng. Så jo, vi fik det bedste ud af denne weekend, selvom vi ikke lige færdedes helt lige så store steder som resten af familien.

Stadig ledig

Så har jeg siddet her igen. På min pind. Jeg havde gjort det lidt hyggeligt. Kaffe, chokolade, et enkelt stearinlys. For det er jo ikke fordi, denne situation ellers er forbundet med nydelse eller hygge overhovedet.

Det handler om jobsøgning. Det handler om fremtiden. Det handler om blod, sved og tårer. Hjerteblod.

Jeg troede egentlig aldrig, jeg sådan for alvor ville blive angrebet af mismod i forhold til at være jobsøgende. Min uddannelse og siden valget af vidt forskellige leveveje ofte i tidsbegrænsede projektansættelser har nødvendiggjort perioder med ledighed. Jeg har aldrig haft problemer med at få tiden til at gå i disse perioder, Det har heller aldrig påvirket mit selvværd, og som regel er der jo også kommet en ny ansættelse hen ad vejen, og før jeg er blevet stresset.

Men sådan er det ikke gået denne gang. Og for at føje spot til skade har regeringen, som det sikkert er de fleste bekendt, halveret dagpengeperioden i sikker forvisning om, at så skal de dovne ledige nok rubbe neglene og finde sig et arbejde i en fart.

Så nu, efter længere tids ledighed, begyndet stress og mismod at snige sig ind på mig. Umiddelbart handler det selvfølgelig om frygten for at falde ud af systemet og stå uden indkomst. Dog vil jeg sige, at vi jo herhjemme har indrettet os, så vi ikke dør af sult, hvis noget sådan skulle ske i en periode. Men tanken er ikke rar, og selvfølgelig kan vi heller ikke overleve i sådan en situation i al evighed.

Noget ganske andet er den evige jobsøgning. Hvis man gerne vil have et job, kræver det ganske meget at ansøge. Tre til fire dages forberedelse og formulering pr. job er ikke ualmindeligt. Jo mere grebet strammes, jo vigtigere er det, at hver eneste jobansøgning er gennemarbejdet. Fyldt med hjerteblod. Det er hårdt. Ikke mindst fordi, det ikke fører til andet end afslag. Hvor jeg før havde en vis sandsynlighed for at blive kaldt til samtale på mine gode ansøgning, modtager jeg nu ikke andet end afslag.

Der kan være mange grunde til det. Alder er en, den fuldstændig fastlåste krisesituation en anden. Jeg ved ikke præcist, hvad der er, men jeg tror bestemt krisen betyder, at arbejdsgiverne i den grad har slået bremserne i. Jeg var sammen med over 50 ganske unge og nyuddannede akademikere i går, der også oplever, at det er næsten umuligt at få job. Begrundelsen i deres tilfælde er "manglende erfaring". Der er en skam, at de 25-årige ikke har min erfaring. Eller at jeg med min store erfaring ikke er 25 år.

Nej, det virker noget håbløst lige nu. Heldigvis har jeg kastet mig ud i at starte noget, der kaldes Fodbold Fitness op i vores lokale fodboldforening. Det er en flexibel motionsform, som appellerer til mennesker som mig, der gerne vil motionere, men som også gerne vil kunne bestemme selv og samtidig opleve det sociale element i motionen. Du kan læse mere om aktiviteten her.

Nå, men vejret var da i det mindste dejligt i Aalborg, hvor jeg deltog i et a-kassearrangement der handlede om Kommunikation som arbejdsområde. Desværre viste det sig at temadagen mest var tilrettelagt for studerende, som min a-kasse ønskede at hverve, så jeg følte mig ærlig talt lidt malplaceret og, nå ja, gammel!   Men så kunne jeg i det mindste opfylde et af de mange krav der er i forbindelse med at være ledig, nemlig at deltage i div. temadage og arrangementer.

Og udsigten på vej til mødet fejlede i hvert fald ikke noget.

Sensommer med sygdom

Den 26. august blev min gamle far på 83 år indlagt på sygehuset. Ikke at det kom så frygtelig meget bag på os, for vi var mange i hans omgangskreds, der havde bemærket, at han skrantede hen over sommeren. Han faldt hen, når han sad stille, han kunne næsten ikke magte noget, han havde meget svært ved at trække vejret, havde meget vand i benene, kunne ikke spise, sove, komme omkring.

Han slog det hen, tog dog til lægen et par gange, men der blev ikke rigtig gjort noget. Til sidst gik det galt, og han blev indlagt med blodig diarré.

Nu skulle det imidlertid vise sig, at diaréen var det mindste problem for som dagene gik, stod det meste af min fas system stille og rolig af. Hjertet, der var rigtig dårligt i forvejen, blodtrykket det faldt til chockniveau, 13 liter vand i kroppen, som overbelastede hjertet yderligere. Jeg blev kaldt ind akut, nu var det tid til at tage afsked.

Men han døde ikke. Og i løbet af de næste tre uges tid nåede han at bebo fire forskellige afdelinger på sygehuset, alt efter hvilke funktioner man skulle stabilisere.

For at gøre en lang historie lidt kortere, kom han efter tre uger på geriatrisk afdeling for gamle mennesker, der skulle genoptrænes. På dette tidspunkt sad han i kørestol, havde kateter, kunne ikke rejse sig, stå eller gå. Han blev forflyttet vha sejl, når han skulle ind og ud af sengen, i bad eller på toilet.

14 dage senere snakkede man om udskrivelse. Vi var rædselslagne ved tanken om eget hjem, for min far kunne stadig stort set ingenting selv. Heldigvis fik min far dog bevilliget 3 ugers pleje, genoptræning og rekonvalescens på et dejligt plejecenter, og her gik det stille og roligt fremad. Han fik sin computer med internet ud på værelset, og det hjalp på humøret. Nu kunne han komme i kontakt med omverdenen.

Hver dag trænede han hårdt, han begyndte at kunne gå med støtte, og i starten af tredje uge skete miraklet. Min far rejste sig og gik ved egen hjælp, kun med rolator, som han jo havde i forvejen.

Og så gik det ellers stærkt. d. 23/10 blev han udskrevet og kom hjem i sit eget hus. Nu har han så været hjemme i godt tre uger.Uden nogen form for hjælp. Han står selv op og gå i seng, bader, laver mad, kører land og rige rundt og genoptager alle sine gøremål.

Jeg er hjemme på fjerde uge. Og det er lidt mærkeligt, for i de to måneder det hele stod på, kørte jeg frem og tilbage til Falster 8 gange. Jeg var glad for, at det kunne lade sig gøre, selvom det var usigelig hårdt. Jeg er ikke i tvivl om, at det var godt for ham, at jeg var der så meget og kunne hjælpe til med at få det hele til at fungere for ham. Det var en periode, hvor sindet kom på nogle gevaldige rutcheture, inden vi var helt sikre på, at det ville gå den rigtige vej. Og det er mærkeligt nu, hvor alt nærmest er som før, og jeg igen har en helt almindelig hverdag.

Men hvor er det fantastisk at kunne sidde her og fortælle denne lille historie.

En af mange telefonsamtaler med barnet på balletskolen

"Mor, mor, jeg har fået en vabel", lød Ballerinaens næsten skingre stemme i telefonen forleden.

"Åh nej," tænkte jeg, for jeg havde hørt hende fortælle om alle de andre og deres problemer med vabler. For Ballerinaer får vabler, slid- og gnavesår på fødder og tæer. Bare ikke Ballerinaen. Hidtil har hendes fødder været bløde og hele, og jeg har tænkt, at det da bare var godt.

"Der er gået hul på den fem gange!" fortsatte hun.

"Åh nej," tænkte jeg en gang til. "Jamen, så er du jo en rigtig ballerina!" foreslog jeg så forsigtigt.

"JA! ER DET IKKE SKØNT?!!" var svaret.

"Øhhh jo, det er da sikkert øhhh dejligt" svarede den undrende mor så til sidst.

Opstigning og snarlig opdatering

Sådan var situationen, da jeg forsøgte mig med en opstigning på den dovne, sommerferieramte, halvfede løbehest efter en 12-timers første arbejdsdag efter ferien.

Det var hårdt at komme i gang i dag kl. 5:30. Havde overvejet en morgenløbetur, men det måtte opgives. Man skal jo lige i gang, ikke? Så det var også hårdt at begive sig afsted kl. 19:30, men selvfølgelig dejligt, da det var overstået. Jeg er næsten oppe på hesten igen. Måske kan løbeturen på sigt flyttes til om morgenen. Det ville unægtelig være dejligt at få det overstået fra første færd.

Og lige om lidt kommer der sikkert også en opdatering her på bloggen, for nu følger en måned med 4 timer i tog hver dag. Det er glimrende tid at slå ihjel med blogskrivning, så... vi ses!

En dejlig dag på arbejde

Udsigten til at tilbringe et par timer af arbejdsdagen her, krydret med spa, sauna og ti baner i konkurrencebassin sammen med de rareste beboere fra døgncenter Sølyst i Horsens kan vel nok få enhver til at gå glad på arbejde i morgen. Også selvom det betyder togafgang kl. 06:40 og hjemkomst kl. 17:30...

Ballerinaen

Der var engang en lille pige med langt lyst hår. Små lyse krøller stod som en sky om hendes hoved og to lange lyse slangekrøller omkransede hendes altid smilende ansigt, hvor to perleøjne lyste som selveste solen.
Pigen var ti år gammel, og inde bag hendes perleøjne var der kun tyl og tåspids, ballet og blonder.

Men ingen omkring hende tog notits af disse drømme. Hendes moder tænkte: ”Alle små piger drømmer om ballerinaer og prinsesser i lyserøde strutskørter. Det går over!” Og helt i tråd med disse tanker, måtte pigen flere gange om ugen trække i fodboldstøvler og ”få jord under neglene og vind i håret. Det er så sundt!”som hendes moder yndede at sige.

Men pigen var musikalsk. Hendes fader morede sig med at lære hende at læse noder og spille på instrument. Snart dansede hendes fingre lystigt hen over klaverets sorte og hvide tangenter, og en anden lærer måtte kaldes ind for at opfylde hendes behov for nye udfordringer. Pigen begyndte at spille stykker for andre, og i blandt blev der råbt ”Bravo!” fra publikum, når hun lidt genert bukkede efter sit spil.

En dag blev hun spurgt, om hun havde lyst til at danse ballet. Pigen kikkede bønfaldende på sin fader: ”Må jeg godt?”

Fader og moder kikkede på hinanden. ”Pigen er ti”, tænkte de. ”Hun er for gammel til, at det kan blive alvor, og lidt dans skader jo ikke musikaliteten. Lad gå!”

Og pigen dansede, og alle blev begejstrede for hendes kunnen. Hun var så overraskende dygtig, at nogen mente, at hun skulle danse mere. Nogen som uddannede de kongelige balletstjerner i landet.

Pigens perleøjne skinnede stærkere end nogen sinde. Fader og moder tænkte: ”Det er umuligt, men lad dog barnet!” og en kold og snefyldt aften dansede pigen en prøve, der fik alle til at smelte, og det næste halve år var hun dedikeret til dansen. Lange rejser frem og tilbage til soloundervisning og timer foran spejlet med træning på egen hånd og sammen med fader. Før en velfortjent sommerferie opnåede pigen at komme på Balletakademi for særligt talentfulde børn. Til fader og moders store forundring! Men nu var toget sat i gang, og der var ingen vej tilbage. Pigen fik lov til at fortsætte, hvis hun lovede selv at rejse frem og tilbage og dernæst passe både skole og hjemmetræning.

Og sådan gik de næste mange måneder. Pigen stod op kl. 6:30 om morgenen for at køre i skole. Efter frokost var hun kort hjemme for at skifte tøj og fylde tasken med nye madpakker. Så kørte hun i tog til træning. 5 kvarters rejse, flere timers træning og så toget tilbage igen for endelig at være hjemme kl. tidligst kl. 18:30.

Af og til blev dagligdagens momotomi afbrudt af rejser til landets hovedstad. De særligt talentfulde børn blev inviteret indenfor på landets nationale scene for at leve, danse, træne og gå i skole. De skulle lære det, for skulle de blive til noget, måtte de overflyttes til de kongelige teater- og balletgemakker i deres 12. år. Ingen troede, at dette nogen sinde skulle blive virkelighed for pigen, men i hendes lyslokkede hoved levede drømmen, og hun trivedes hver gang i de eventyrlige lokaler på Kongens Nytorv, hvor store kunstnere tidligere havde sat deres spor.

Andre uger fyldtes hverdagen af nerver og logistik, når pigen skulle medvirke i store opsætninger. Skolen måtte vige, og alle pigens dage og aftener var fyldt op med dans og musik i nervepirrende øveseancer både hjemme og på scenen. Og pigens moder prøvede at følge med i vask og indkøb af dragter og tilbehør, påsyning af bånd og elastikker i op til mange par balletsko ad gangen og smørring af en uendelig rækker af madpakker. Stor var euferien efter hver velgennemført forestilling, og pigen blev mere og mere scenevant.

Efter 1½ år i dansens vold skulle den store prøve stå. Pigen skulle til eksamen, for kun ved at bestå prøven, kunne hun fortsætte eventyret. Der blev øvet og trænet og endelig oprandt dagen. Moder og datter tog toget til Balletakademiet en tidlig morgen. Der var en sitrende stemning i det lille men hyggelige omklædningsrum. Piger og forældre stimlede sammen omkring tåsko og hårnet, mens nervøsiteten var så intens, at den kunne mærkes i luften.

Så kom de høje personer fra hovedstaden og nervøsiteten bredte sig til lærere og andet personale i huset. Dem der holdt pigernes skæbne i deres hænder forstod dog at håndtere situationen med smil og optimisme, så da forældre måtte forlade pigerne, var der en stemning af spændt forventning at mærke.

Moderen måtte nu tilbringe en angstpræget times tid på café med de øvrige forældre. Faderen sluttede sig til, og det var faktisk ganske hyggeligt med rigtig god kaffe og udveksling af erfaringer fra ballettens verden. Moderen sugede til sig, for for hende var det første gang i denne nervepirrende venten, mens de øvrige forældre havde prøvet det før. Hånden rystede let, hver gang koppen blev løftet til læberne. Tankerne var hele tiden i Balletakademiets lokaler, og overvejelserne handlede hele tiden om, hvordan man hjælper sin datter med at komme over en skuffelse af de helt store. For ingen regnede med, at pigen kunne opnå at bestå eksamen med så hårde odds som en meget sen start imod sig.

Efter en time gik forældre tilbage til akademiet. Pigerne kom netop ud, svedende, smilende, nervøse, forventningsfulde. Det var dejligt at se dem igen.

De høje herre og damer trak sig tilbage for at votere. Og moder og fader ventede sammen med pigen, der trods situationens alvor nød samværet med sine veninder. Pigerne havde numre fastgjort på brystet. Så de kunne kendes, mens de dansede eksamensprogrammet. De blev kaldt ind til den endelige samtale i denne nummerrækkefølge, så pigen måtte vente til det blev hendes tur i rækken. 1 time og 20 minutter senere gik hun sammen med sine nervøse forældre ind i ”løvens hule”...

...og blev mødt af smil, og ros. Og ros. Og ros. Så fantastisk hun havde været. Så meget hun havde nået på den korte tid. Og så dedikeret hun havde været i sin træning. Og en god opbakning hjemmefra havde hun også haft. Fader og moder rankede sig let i stolene.

Moder nød rosen på sin datters vejne. Men sad også med bævende hjerte og ventede på et ”men...”.

Det kom bare aldrig. I stedet sagde forstanderen: ”...så derfor vil vi gerne tilbyde dig...” og så hørte moderen ikke mere, men følte næsten blodet løbe fra hovedet. Den lille pige skulle flytte fra hende!

”Hvad siger du til det? Er det noget, du har lyst til?” spurgte de.

”Det vil jeg gerne!” strålede pigen og rankede sig i stolen, og moderen vidste med det samme, at verden aldrig mere ville blive den samme.

Men sådan skal det jo være før eller siden. Så selvom Datterfin kun er 12 år, så er vi ikke i tvivl om, at tiden er inde, og hun er klar. Så nu bruges tiden på at forberede, at være sammen, at hygge – og når jeg har ferie om en uge, skal vi på indkøb: tøj, sko, kurve, håndklæder, sengetøj, pynteting og meget mere. Midt i august flytter hun. Det bliver spændende.

Undskyld!

Jo, jeg er her endnu. Jeg er bare gået helt blog-kold pga superspændende løntilskudsarbejde med aktivitetsudvikling for udsatte borgere i matchgruppe tre og et nyslået kongeligt balletbarn, der skal flytte på kollegie og starte på Den kongelige balletskole på Kongens Nytorv d. 10/8 i en alder af bare 12 år! Og en hel masse andet med sommer, fodbold, ferieplanlægning, husrenovation og meget mere. Men jeg vender tilbage, det ved jeg! Lige pludselig. Og så har jeg vist rigtig meget at indhente :o)

Noget om at træffe de rigtige valg

Ballerinaen har skrantet et stykke tid. Hoste, træt, kold, varm, slap. Hun har dog gennemført det allermeste af sin ballettræning, selv om vi hver gang har overvejet nøje, for der stod jo en Bornholmer-lejrtur med klassen og blinkede i denne uge.

Skolen har hun sprunget lidt hen over, og week-enden blev tilbragt på langs. Allifevel hostede hun meget natten op til afgang. Så vi var i syv sind mht, om hun skulle tage afsted.

Jeg er principielt imod, at man tager afsted, når man er syg. Jeg oplever alt for mange mennesker, der tager på arbejde og sender deres unger i skole, selv om de burde være blevet hjemme under deres dyner. Både for deres egen skyld, men så sandelig også af hensyn til smitte og besværligheder for andre.

I dette tilfælde var jeg ekstra bekymret, fordi turen skulle gå helt til Bornholm. Der smutter man ikke lige hen og henter sin datter, hvis det skulle blive nødvendigt, vel? Jeg tænkte både på hende selv selvfølgelig, om hun skulle blive mere syg. Men også på de børn hun skulle dele værelse med og ikke mindst de lærere, der skulle tage sig af hende, hvis hun skulle blive dårligere.

Nu var der så bare det ved det, som der forresten altid er, hun bliver aldrig sådan rigtig syg, helt nedlagt, så man ikke er i tvivl om, at hun bare ingen ting kan. Hun skranter, og hende velbefindende svinger. Men hun kan sagtens fungere. Og mandag morgen var hun trods stadig voldsom hoste meget bedre tilpas.

Og så er der jo også hele normalitetsvinklen. For med det balletliv, Ballerinaen lever til dagligt, var denne tur det ultimativt mest normale, hun kunne foretage sig, og hun har glædet sig helt vildt til denne uge sammen med veninderne, uden det hårde balletpres hængende over hovedet.

Så efter at have diskuteret og vurderet vægge op og stolper ned, tog vi den svære beslutning at sende hende afsted.

Så selv om hun så lidt hængt ud :o) ...

-så sluttede hun sig til mængden, der i højt humør entrede det specieltchartrede tog østover.

Og heldigvis traf vi den rigtige beslutning. For i den daglige telefontid hver aften, har vi haft en sprudlende lykkelig Ballerina i røret. der har haft det fint og har fået det bedre hele tiden. Og hun har nydt tiden sammen med veninderne og de mange spændende oplevelser på solskinsøen. Nu glæder vi os så bare til at få hende hjem igen på fredag, hvorefter den næste måned står i balletens tegn igen.

Et besøg i et Fontænehus

Det var en større logistisk udfordring at få torsdagen til at gå op i en højere enhed. Jeg havde nemlig besluttet mig for at tage på langfart. Og når manden så for anden gang på en måned har valgt at installere sig en uges tid i ro fred i sommerhuset til eksamenslæsning, så efterlader det jo mig med al planlægningen.

Men det lykkedes både at få smurt diverse madpakker, at få sendt Sønnike afsted til en oplevelse med Ålborg symfoniorkester og senere klædt på til selv at cykle hjem og lukke sig ind i fald vi andre endnu ikke var nået hjem, og sidste men ikke mindst at få sendt Ballerinaen afsted med toget til Århus.

Så var jeg endelig klar til selv at tage afsted. Destinationen var Vejle, hvor jeg skulle besøge Fontænehuset midt i centrum. Fontænehuset er et klubhus, hvor mennesker med psykiske problemstillinger kan blive medlemmer, komme og finde et fællesskab og ikke mindt få en arbejdskontrakt, der giver dem en mulighed for at arbejde i en af husets tre enheder: Pedel, kontor og køkken. Der laves en aftale, hvor medlemmet arbejder efter evne og med det mål, måske på et eller andet tidspunkt igen at få tilknytning til arbejsmarkedet eller komme i uddannelse.

Fontænehustanken opstod i USA i 1948, hvor nogle sindslidende gik sammen om at forme et sted, hvor de kunne være sammen og udføre arbejdsopgaver efter evne. Siden har tanken bredt sig over den ganske verden og i dag findes der 350 huse, heraf 10 i Danmark. For at sikre et fælles grundlag, arbejdes der i dag efter 36 standarder, og begrundelsen herfor lyder som følger:

De Internationale Retningslinier for Klubhuse, som hele det verdensomspændende klubhusfællesskab er enige om, definerer klubhusenes rehabiliteringsmodel.
Principperne, som er udtrykt i disse standarder, er grundlaget for klubhusfælleskabets succes med at hjælpe mennesker med sindslidelser til at undgå hospitalsindlæggelser og til at klare sig selv socialt, økonomisk, uddannelsesmæssigt og beskæftigelsesmæssigt.
Retningslinierne tjener også som en erklæring om rettigheder for medlemmer og etiske regler for medarbejdere, bestyrelser og administratorer. Retningslinierne skal være en garanti for, at et klubhus er et sted, hvor man respekterer medlemmerne og hvor de tilbydes nye muligheder.
Retningslinierne er grundlaget for dokumentationen af klubhusets kvalitet, som foregår gennem Det Internationale Center for Klubhusudvikling (ICCD)'s certificerings­proces.
Hvert andet år gennemgår det verdensomspændende klubhusfællesskab disse retningslinier og ændrer dem om nødvendigt. Denne proces koordineres af ICCD Standards Review Committee, som består af medlemmer og medarbej­dere fra ICCD‑certificerede klubhuse over hele verden.

Du kan se standarderne her.

Grunden til at jeg var på besøg, var at der i torsdags var arrangeret et informationsmøde vedr. en ny stilling i huset som projektmedarbejder. Projektet sigter på unge mellem 18 og 25 som pga af psykiske og/eller sociale problemstillinger er i fare for at droppe ud af en uddannelse. Jeg er jo helt fyr og flamme, for dels synes jeg stillingen ligge i direkte forlængelse af det arbejde, jeg lavede i projektet KRAMS4U i produktionsskoleregi, og dels er jeg blevet helt betaget af det koncept, Fontænehusene drives efter.

Synet på det enkelte menneske er holistisk og præget af respekt og anerkendelse. Man er medlem af huset, ikke patient eller klient. Der tages udgangspunkt i mennesket og ikke diagnosen, hvis der er en sådan. Tilknytningen tilrettelægges individuelt ud fra, hvad den enkelte kan klare, og tilknytningen til huset er helt frivillig. Jeg tror helt afgjort, at dette udgangspunkt er medvirkende til, at man har succes med arbejdet i huset.

På informationsmødet mødte vi Morten, som fortalte levende, humoristisk og meget informativt om huset, tankerne bag, sin egen historie. At han har gennemgået en udvikling fra at kunne holde til to timers arbejde om ugen i jordbærmarken langt fra kontakte med de andre medelemmer til at have fået en diagnose, der nu kan arbejdes videre med i forhold til at finde en balanceret tilværelse og samtidig være i huset på næsten fuld tid, tage del i udbredelsen af kendskabet til huset, holde foredrag m.m. må være et levende bevis på, at der er meget rigtigt i den måde, man arbejdet på. Du kan læse Mortens historie her, og klikker du her, finder du Fontænehuset i Vejles hjemmeside.

Jeg var ganske opløftet, da jeg kørte hjemad, og jeg kom uværligt til at tænke på min egen ungdom og de problemstillinger, jeg dengang sloges med. Jeg kunne måske have haft gavn af, at der var nogen, der havde hjulpet mig på denne måde, da jeg i sin tid droppede min seminarieuddannelse, hvem ved? Nu føler jeg bare, at kunne jeg komme indenfor døren her, ville det være en ønskedrøm af et job, jeg skulle bestride. Nu står der bare tilbage at få forfattet den rigtige ansøgning. For jeg behøver jo næsten ikke at fortælle, at der var mødt rigtig mange interesserede op til mødet, og på daværende tidspunkt var der allerede modtaget 42 ansøgninger - så der skal noget særligt til. Men det skal ikke forhindre mig i at gøre forsøget.

Op igen

Det vil jeg så gøre...i morgen...tror jeg...