søndag den 13. maj 2012
onsdag den 9. maj 2012
Noget om at træffe de rigtige valg
Ballerinaen har skrantet et stykke tid. Hoste, træt, kold, varm, slap. Hun har dog gennemført det allermeste af sin ballettræning, selv om vi hver gang har overvejet nøje, for der stod jo en Bornholmer-lejrtur med klassen og blinkede i denne uge.
Skolen har hun sprunget lidt hen over, og week-enden blev tilbragt på langs. Allifevel hostede hun meget natten op til afgang. Så vi var i syv sind mht, om hun skulle tage afsted.
Jeg er principielt imod, at man tager afsted, når man er syg. Jeg oplever alt for mange mennesker, der tager på arbejde og sender deres unger i skole, selv om de burde være blevet hjemme under deres dyner. Både for deres egen skyld, men så sandelig også af hensyn til smitte og besværligheder for andre.
I dette tilfælde var jeg ekstra bekymret, fordi turen skulle gå helt til Bornholm. Der smutter man ikke lige hen og henter sin datter, hvis det skulle blive nødvendigt, vel? Jeg tænkte både på hende selv selvfølgelig, om hun skulle blive mere syg. Men også på de børn hun skulle dele værelse med og ikke mindst de lærere, der skulle tage sig af hende, hvis hun skulle blive dårligere.
Nu var der så bare det ved det, som der forresten altid er, hun bliver aldrig sådan rigtig syg, helt nedlagt, så man ikke er i tvivl om, at hun bare ingen ting kan. Hun skranter, og hende velbefindende svinger. Men hun kan sagtens fungere. Og mandag morgen var hun trods stadig voldsom hoste meget bedre tilpas.
Og så er der jo også hele normalitetsvinklen. For med det balletliv, Ballerinaen lever til dagligt, var denne tur det ultimativt mest normale, hun kunne foretage sig, og hun har glædet sig helt vildt til denne uge sammen med veninderne, uden det hårde balletpres hængende over hovedet.
Så efter at have diskuteret og vurderet vægge op og stolper ned, tog vi den svære beslutning at sende hende afsted.
Så selv om hun så lidt hængt ud :o) ...
-så sluttede hun sig til mængden, der i højt humør entrede det specieltchartrede tog østover.
Og heldigvis traf vi den rigtige beslutning. For i den daglige telefontid hver aften, har vi haft en sprudlende lykkelig Ballerina i røret. der har haft det fint og har fået det bedre hele tiden. Og hun har nydt tiden sammen med veninderne og de mange spændende oplevelser på solskinsøen. Nu glæder vi os så bare til at få hende hjem igen på fredag, hvorefter den næste måned står i balletens tegn igen.
Skolen har hun sprunget lidt hen over, og week-enden blev tilbragt på langs. Allifevel hostede hun meget natten op til afgang. Så vi var i syv sind mht, om hun skulle tage afsted.
Jeg er principielt imod, at man tager afsted, når man er syg. Jeg oplever alt for mange mennesker, der tager på arbejde og sender deres unger i skole, selv om de burde være blevet hjemme under deres dyner. Både for deres egen skyld, men så sandelig også af hensyn til smitte og besværligheder for andre.
I dette tilfælde var jeg ekstra bekymret, fordi turen skulle gå helt til Bornholm. Der smutter man ikke lige hen og henter sin datter, hvis det skulle blive nødvendigt, vel? Jeg tænkte både på hende selv selvfølgelig, om hun skulle blive mere syg. Men også på de børn hun skulle dele værelse med og ikke mindst de lærere, der skulle tage sig af hende, hvis hun skulle blive dårligere.
Nu var der så bare det ved det, som der forresten altid er, hun bliver aldrig sådan rigtig syg, helt nedlagt, så man ikke er i tvivl om, at hun bare ingen ting kan. Hun skranter, og hende velbefindende svinger. Men hun kan sagtens fungere. Og mandag morgen var hun trods stadig voldsom hoste meget bedre tilpas.
Og så er der jo også hele normalitetsvinklen. For med det balletliv, Ballerinaen lever til dagligt, var denne tur det ultimativt mest normale, hun kunne foretage sig, og hun har glædet sig helt vildt til denne uge sammen med veninderne, uden det hårde balletpres hængende over hovedet.
Så efter at have diskuteret og vurderet vægge op og stolper ned, tog vi den svære beslutning at sende hende afsted.
Så selv om hun så lidt hængt ud :o) ...
-så sluttede hun sig til mængden, der i højt humør entrede det specieltchartrede tog østover.
Og heldigvis traf vi den rigtige beslutning. For i den daglige telefontid hver aften, har vi haft en sprudlende lykkelig Ballerina i røret. der har haft det fint og har fået det bedre hele tiden. Og hun har nydt tiden sammen med veninderne og de mange spændende oplevelser på solskinsøen. Nu glæder vi os så bare til at få hende hjem igen på fredag, hvorefter den næste måned står i balletens tegn igen.
lørdag den 5. maj 2012
Et besøg i et Fontænehus
Det var en større logistisk udfordring at få torsdagen til at gå op i en højere enhed. Jeg havde nemlig besluttet mig for at tage på langfart. Og når manden så for anden gang på en måned har valgt at installere sig en uges tid i ro fred i sommerhuset til eksamenslæsning, så efterlader det jo mig med al planlægningen.
Men det lykkedes både at få smurt diverse madpakker, at få sendt Sønnike afsted til en oplevelse med Ålborg symfoniorkester og senere klædt på til selv at cykle hjem og lukke sig ind i fald vi andre endnu ikke var nået hjem, og sidste men ikke mindst at få sendt Ballerinaen afsted med toget til Århus.
Så var jeg endelig klar til selv at tage afsted. Destinationen var Vejle, hvor jeg skulle besøge Fontænehuset midt i centrum. Fontænehuset er et klubhus, hvor mennesker med psykiske problemstillinger kan blive medlemmer, komme og finde et fællesskab og ikke mindt få en arbejdskontrakt, der giver dem en mulighed for at arbejde i en af husets tre enheder: Pedel, kontor og køkken. Der laves en aftale, hvor medlemmet arbejder efter evne og med det mål, måske på et eller andet tidspunkt igen at få tilknytning til arbejsmarkedet eller komme i uddannelse.
Fontænehustanken opstod i USA i 1948, hvor nogle sindslidende gik sammen om at forme et sted, hvor de kunne være sammen og udføre arbejdsopgaver efter evne. Siden har tanken bredt sig over den ganske verden og i dag findes der 350 huse, heraf 10 i Danmark. For at sikre et fælles grundlag, arbejdes der i dag efter 36 standarder, og begrundelsen herfor lyder som følger:
De Internationale Retningslinier for Klubhuse, som hele det verdensomspændende klubhusfællesskab er enige om, definerer klubhusenes rehabiliteringsmodel.
Principperne, som er udtrykt i disse standarder, er grundlaget for klubhusfælleskabets succes med at hjælpe mennesker med sindslidelser til at undgå hospitalsindlæggelser og til at klare sig selv socialt, økonomisk, uddannelsesmæssigt og beskæftigelsesmæssigt.
Retningslinierne tjener også som en erklæring om rettigheder for medlemmer og etiske regler for medarbejdere, bestyrelser og administratorer. Retningslinierne skal være en garanti for, at et klubhus er et sted, hvor man respekterer medlemmerne og hvor de tilbydes nye muligheder.
Retningslinierne er grundlaget for dokumentationen af klubhusets kvalitet, som foregår gennem Det Internationale Center for Klubhusudvikling (ICCD)'s certificeringsproces.
Hvert andet år gennemgår det verdensomspændende klubhusfællesskab disse retningslinier og ændrer dem om nødvendigt. Denne proces koordineres af ICCD Standards Review Committee, som består af medlemmer og medarbejdere fra ICCD‑certificerede klubhuse over hele verden.
Du kan se standarderne her.
Grunden til at jeg var på besøg, var at der i torsdags var arrangeret et informationsmøde vedr. en ny stilling i huset som projektmedarbejder. Projektet sigter på unge mellem 18 og 25 som pga af psykiske og/eller sociale problemstillinger er i fare for at droppe ud af en uddannelse. Jeg er jo helt fyr og flamme, for dels synes jeg stillingen ligge i direkte forlængelse af det arbejde, jeg lavede i projektet KRAMS4U i produktionsskoleregi, og dels er jeg blevet helt betaget af det koncept, Fontænehusene drives efter.
Synet på det enkelte menneske er holistisk og præget af respekt og anerkendelse. Man er medlem af huset, ikke patient eller klient. Der tages udgangspunkt i mennesket og ikke diagnosen, hvis der er en sådan. Tilknytningen tilrettelægges individuelt ud fra, hvad den enkelte kan klare, og tilknytningen til huset er helt frivillig. Jeg tror helt afgjort, at dette udgangspunkt er medvirkende til, at man har succes med arbejdet i huset.
På informationsmødet mødte vi Morten, som fortalte levende, humoristisk og meget informativt om huset, tankerne bag, sin egen historie. At han har gennemgået en udvikling fra at kunne holde til to timers arbejde om ugen i jordbærmarken langt fra kontakte med de andre medelemmer til at have fået en diagnose, der nu kan arbejdes videre med i forhold til at finde en balanceret tilværelse og samtidig være i huset på næsten fuld tid, tage del i udbredelsen af kendskabet til huset, holde foredrag m.m. må være et levende bevis på, at der er meget rigtigt i den måde, man arbejdet på. Du kan læse Mortens historie her, og klikker du her, finder du Fontænehuset i Vejles hjemmeside.
Jeg var ganske opløftet, da jeg kørte hjemad, og jeg kom uværligt til at tænke på min egen ungdom og de problemstillinger, jeg dengang sloges med. Jeg kunne måske have haft gavn af, at der var nogen, der havde hjulpet mig på denne måde, da jeg i sin tid droppede min seminarieuddannelse, hvem ved? Nu føler jeg bare, at kunne jeg komme indenfor døren her, ville det være en ønskedrøm af et job, jeg skulle bestride. Nu står der bare tilbage at få forfattet den rigtige ansøgning. For jeg behøver jo næsten ikke at fortælle, at der var mødt rigtig mange interesserede op til mødet, og på daværende tidspunkt var der allerede modtaget 42 ansøgninger - så der skal noget særligt til. Men det skal ikke forhindre mig i at gøre forsøget.
Men det lykkedes både at få smurt diverse madpakker, at få sendt Sønnike afsted til en oplevelse med Ålborg symfoniorkester og senere klædt på til selv at cykle hjem og lukke sig ind i fald vi andre endnu ikke var nået hjem, og sidste men ikke mindst at få sendt Ballerinaen afsted med toget til Århus.
Så var jeg endelig klar til selv at tage afsted. Destinationen var Vejle, hvor jeg skulle besøge Fontænehuset midt i centrum. Fontænehuset er et klubhus, hvor mennesker med psykiske problemstillinger kan blive medlemmer, komme og finde et fællesskab og ikke mindt få en arbejdskontrakt, der giver dem en mulighed for at arbejde i en af husets tre enheder: Pedel, kontor og køkken. Der laves en aftale, hvor medlemmet arbejder efter evne og med det mål, måske på et eller andet tidspunkt igen at få tilknytning til arbejsmarkedet eller komme i uddannelse.
Fontænehustanken opstod i USA i 1948, hvor nogle sindslidende gik sammen om at forme et sted, hvor de kunne være sammen og udføre arbejdsopgaver efter evne. Siden har tanken bredt sig over den ganske verden og i dag findes der 350 huse, heraf 10 i Danmark. For at sikre et fælles grundlag, arbejdes der i dag efter 36 standarder, og begrundelsen herfor lyder som følger:
De Internationale Retningslinier for Klubhuse, som hele det verdensomspændende klubhusfællesskab er enige om, definerer klubhusenes rehabiliteringsmodel.
Principperne, som er udtrykt i disse standarder, er grundlaget for klubhusfælleskabets succes med at hjælpe mennesker med sindslidelser til at undgå hospitalsindlæggelser og til at klare sig selv socialt, økonomisk, uddannelsesmæssigt og beskæftigelsesmæssigt.
Retningslinierne tjener også som en erklæring om rettigheder for medlemmer og etiske regler for medarbejdere, bestyrelser og administratorer. Retningslinierne skal være en garanti for, at et klubhus er et sted, hvor man respekterer medlemmerne og hvor de tilbydes nye muligheder.
Retningslinierne er grundlaget for dokumentationen af klubhusets kvalitet, som foregår gennem Det Internationale Center for Klubhusudvikling (ICCD)'s certificeringsproces.
Hvert andet år gennemgår det verdensomspændende klubhusfællesskab disse retningslinier og ændrer dem om nødvendigt. Denne proces koordineres af ICCD Standards Review Committee, som består af medlemmer og medarbejdere fra ICCD‑certificerede klubhuse over hele verden.
Du kan se standarderne her.
Grunden til at jeg var på besøg, var at der i torsdags var arrangeret et informationsmøde vedr. en ny stilling i huset som projektmedarbejder. Projektet sigter på unge mellem 18 og 25 som pga af psykiske og/eller sociale problemstillinger er i fare for at droppe ud af en uddannelse. Jeg er jo helt fyr og flamme, for dels synes jeg stillingen ligge i direkte forlængelse af det arbejde, jeg lavede i projektet KRAMS4U i produktionsskoleregi, og dels er jeg blevet helt betaget af det koncept, Fontænehusene drives efter.
Synet på det enkelte menneske er holistisk og præget af respekt og anerkendelse. Man er medlem af huset, ikke patient eller klient. Der tages udgangspunkt i mennesket og ikke diagnosen, hvis der er en sådan. Tilknytningen tilrettelægges individuelt ud fra, hvad den enkelte kan klare, og tilknytningen til huset er helt frivillig. Jeg tror helt afgjort, at dette udgangspunkt er medvirkende til, at man har succes med arbejdet i huset.
På informationsmødet mødte vi Morten, som fortalte levende, humoristisk og meget informativt om huset, tankerne bag, sin egen historie. At han har gennemgået en udvikling fra at kunne holde til to timers arbejde om ugen i jordbærmarken langt fra kontakte med de andre medelemmer til at have fået en diagnose, der nu kan arbejdes videre med i forhold til at finde en balanceret tilværelse og samtidig være i huset på næsten fuld tid, tage del i udbredelsen af kendskabet til huset, holde foredrag m.m. må være et levende bevis på, at der er meget rigtigt i den måde, man arbejdet på. Du kan læse Mortens historie her, og klikker du her, finder du Fontænehuset i Vejles hjemmeside.
Jeg var ganske opløftet, da jeg kørte hjemad, og jeg kom uværligt til at tænke på min egen ungdom og de problemstillinger, jeg dengang sloges med. Jeg kunne måske have haft gavn af, at der var nogen, der havde hjulpet mig på denne måde, da jeg i sin tid droppede min seminarieuddannelse, hvem ved? Nu føler jeg bare, at kunne jeg komme indenfor døren her, ville det være en ønskedrøm af et job, jeg skulle bestride. Nu står der bare tilbage at få forfattet den rigtige ansøgning. For jeg behøver jo næsten ikke at fortælle, at der var mødt rigtig mange interesserede op til mødet, og på daværende tidspunkt var der allerede modtaget 42 ansøgninger - så der skal noget særligt til. Men det skal ikke forhindre mig i at gøre forsøget.
onsdag den 2. maj 2012
mandag den 30. april 2012
Et par grønne mere med aubergine og broccoli
Auberginesalat
Der er stadig auberginer til overs fra mandens storindkøb forleden. Så jeg søgte videre og faldt over denne farverige madblog, som blandt meget andet præsenterede en spændende opskrift på auberginesalat. Indlægget indledtes endda med henvende sig til aubergineskeptikere, og det bedyredes, at netop denne opskrift kan omvende enhver.
Der skal bruges:
1 aubergine
300 g gode tomater
Olivenolie
Balsamicoeddike
2 spsk hakket basilikum
1 lille fed hvidløg
1 tsk revet citronskal (Jeg havde ikke en økologisk citron, så jeg brugte saft i stedet)
Auberginen skæres i små både, der lægges i en skål og trækker med rigeligt salt ½ times tid. Skyl og tør auberginebådene og vend dem i olivenolie, salt og peber. Derefter bages de i ovnen ved 250 grader en lille halv times tid. Vend dem forsigtigt, når halvdelen af tiden er gået. Når de er sprøde og har taget farve, er de færdige.
Hvidløg og basilikum hakkes og blandes med citronskal. Tomaterne halveres og halvdelen lægges på et fad, krydres med salt og peber og stænkes let med balsamicoeddike. Lige inden serveringen lægges de lune auberginebåde ovenpå tomaterne, dernæst resten af tomaterne, lidt salt, krydderiblandingen og lidt mere balsamicoeddike. Salaten skal spises relativ hurtigt efter anretningen så den ikke bliver våd og smattet.
Pastasalat med broccoli
Der lå også en broccoli i køleskabet. Hele familien elsker broccoli i buketter, der bare er dampet et par minutter, men engang i mellem skal der lidt mere til. Så endnu engang var Goggle en hjælp, idet jeg fandt denne side, der er dedikeret til broccolisalat - et fund for én som mig, der næsten altid har broccoli i køleskabet. Den opskrift, jeg faldt over kommer her i en lidt tillempet version, da jeg ikke havde alle ingredienserne i basislageret. Du kan se hele opskriften her.
Jeg brugte:
500 g broccoli
En stor håndfuld sorte oliven
To gulerødder skåret i strimler
100 g revet emmenthalerost
1 dl creme fraiche
En spsk balsamicoeddike
Acasiehonning efter behov
300 g kogt, kold pasta
Del broccolien i små buketter og damp dem i et par minutter, så de stadig er sprøde. Bland de strimlede gulerødder med oliven og revet ost i en stor skål. Bland en dressing af creme fraiche, balsamicoeddike og acasiehonning, så den får en frisk sur-sød smag. Når broccili og pasta er kold blandes det hele med dressingen og serveres.
Velbekomme!
Der er stadig auberginer til overs fra mandens storindkøb forleden. Så jeg søgte videre og faldt over denne farverige madblog, som blandt meget andet præsenterede en spændende opskrift på auberginesalat. Indlægget indledtes endda med henvende sig til aubergineskeptikere, og det bedyredes, at netop denne opskrift kan omvende enhver.
Der skal bruges:
1 aubergine
300 g gode tomater
Olivenolie
Balsamicoeddike
2 spsk hakket basilikum
1 lille fed hvidløg
1 tsk revet citronskal (Jeg havde ikke en økologisk citron, så jeg brugte saft i stedet)
Auberginen skæres i små både, der lægges i en skål og trækker med rigeligt salt ½ times tid. Skyl og tør auberginebådene og vend dem i olivenolie, salt og peber. Derefter bages de i ovnen ved 250 grader en lille halv times tid. Vend dem forsigtigt, når halvdelen af tiden er gået. Når de er sprøde og har taget farve, er de færdige.
Hvidløg og basilikum hakkes og blandes med citronskal. Tomaterne halveres og halvdelen lægges på et fad, krydres med salt og peber og stænkes let med balsamicoeddike. Lige inden serveringen lægges de lune auberginebåde ovenpå tomaterne, dernæst resten af tomaterne, lidt salt, krydderiblandingen og lidt mere balsamicoeddike. Salaten skal spises relativ hurtigt efter anretningen så den ikke bliver våd og smattet.
Pastasalat med broccoli
Der lå også en broccoli i køleskabet. Hele familien elsker broccoli i buketter, der bare er dampet et par minutter, men engang i mellem skal der lidt mere til. Så endnu engang var Goggle en hjælp, idet jeg fandt denne side, der er dedikeret til broccolisalat - et fund for én som mig, der næsten altid har broccoli i køleskabet. Den opskrift, jeg faldt over kommer her i en lidt tillempet version, da jeg ikke havde alle ingredienserne i basislageret. Du kan se hele opskriften her.
Jeg brugte:
500 g broccoli
En stor håndfuld sorte oliven
To gulerødder skåret i strimler
100 g revet emmenthalerost
1 dl creme fraiche
En spsk balsamicoeddike
Acasiehonning efter behov
300 g kogt, kold pasta
Del broccolien i små buketter og damp dem i et par minutter, så de stadig er sprøde. Bland de strimlede gulerødder med oliven og revet ost i en stor skål. Bland en dressing af creme fraiche, balsamicoeddike og acasiehonning, så den får en frisk sur-sød smag. Når broccili og pasta er kold blandes det hele med dressingen og serveres.
Velbekomme!
søndag den 29. april 2012
Kom hviledagen i hu
Det er søndag og dermed hviledag, har jeg bestemt. Så der bliver ikke løbet i dag.
Til gengæld har vi haft en dejlig dag i Århus. Det er Dansens Dag i dag, og derfor var Ballerinaen naturligvis indskrevet til at optræde. Dagens program bød på tre gange flash mop foran Kunstmuseet Aros. Der var en time mellem hver optræden, og tiden blev brugt på at trave byen tynd, så det er jo ikke fordi, jeg ikke har fået rørt mig. De små ture rundt i byen var hyggelige og givtige for Sønnike, der bl.a. fandt et billigt Harry Potter-spil.
Jeg elsker storbyer om søndagen. Der er gang i rigtig mange ting, uden at det virker overrendt. Dagens tur fik mig endnu engang til at savne storbyen, så jeg drømmer videre om at kunne vende tilbage en skønne dag.
Til gengæld har vi haft en dejlig dag i Århus. Det er Dansens Dag i dag, og derfor var Ballerinaen naturligvis indskrevet til at optræde. Dagens program bød på tre gange flash mop foran Kunstmuseet Aros. Der var en time mellem hver optræden, og tiden blev brugt på at trave byen tynd, så det er jo ikke fordi, jeg ikke har fået rørt mig. De små ture rundt i byen var hyggelige og givtige for Sønnike, der bl.a. fandt et billigt Harry Potter-spil.
Jeg elsker storbyer om søndagen. Der er gang i rigtig mange ting, uden at det virker overrendt. Dagens tur fik mig endnu engang til at savne storbyen, så jeg drømmer videre om at kunne vende tilbage en skønne dag.
lørdag den 28. april 2012
7 uden stop
Overskriften for dagens løbetur var "at få varmen", måske subsidiært at få lidt kilometer i benene. Men en længere tur var påkrævet under alle omstændigheder, idet en isnende kulde havde bemægtiget sig min krop. Gennem marv og ben, så hverken skoldhed te eller en buldrende brændeoven kunne kurere den frysen som gennemrystede mig efter tre timer i isnende blæst på fodboldbanen. Heldigvis spillede drengene godt, så der var noget at klappe af, men der skulle absolut mere til, hvis jeg skulle få det behageligt igen.
Så jeg luntede afsted. Det var en gammelkendt tur, men der var blevet skovet en del, siden jeg sidst spænede af sted her. Tempoet var denne gang mere adstadigt, men jævnt og godt, og det var spændende at se skoven i ny belysning gennem de mange nye lysninger.
Jeg havde egentlig ikke regnet med at kunne løbe hele ruten uden stop, men det føltes overraskende godt. Det er som om, jeg har fundet en ny løbestil efter mit uheld med min venstre ankel. For det sidder lidt i baghovedet, at det jo kan gå galt igen. Så jeg løber mere forsigtigt, en anelse langsommere og så med mindre skridtafstand. Det betyder, at jeg lander, hvor jeg skal, et sted midt imellem for- og midterfod, hvorved hælen og dermed lænd og ryg skånes optimalt. Det er heller ikke så anstrengende, så mit åndedræt fungere også bedre, og jeg har en følelse af at kunne løbet helt til Rom.
Jeg ved godt, at der nok skal lidt mere til efterhånden, hvis det virkelig skal give pote på længere sigt. Men lige nu fungerer det fint, og jeg føler, at jeg bliver stærkere og stærkere. Et andet forhold, der er fint, er min plan om at ikke to dage skal være ens. Indtil nu har jeg løbet langt, kort og med styrketræning, opad. Det er sjovt og motiverende, og jeg bliver heller ikke så træt.
Så miraklet indtraf så alligevel i dag, og det lykkedes mig at løbe 7 kilometer uden at stoppe. Det er jeg svært stolt af. Nu skal Ballerinaen hentes efter endt ballettræning, og så skal vi mæske os i flæskesteg, pnadekager og flødeskum. God lørdag derude.
Så jeg luntede afsted. Det var en gammelkendt tur, men der var blevet skovet en del, siden jeg sidst spænede af sted her. Tempoet var denne gang mere adstadigt, men jævnt og godt, og det var spændende at se skoven i ny belysning gennem de mange nye lysninger.
Jeg havde egentlig ikke regnet med at kunne løbe hele ruten uden stop, men det føltes overraskende godt. Det er som om, jeg har fundet en ny løbestil efter mit uheld med min venstre ankel. For det sidder lidt i baghovedet, at det jo kan gå galt igen. Så jeg løber mere forsigtigt, en anelse langsommere og så med mindre skridtafstand. Det betyder, at jeg lander, hvor jeg skal, et sted midt imellem for- og midterfod, hvorved hælen og dermed lænd og ryg skånes optimalt. Det er heller ikke så anstrengende, så mit åndedræt fungere også bedre, og jeg har en følelse af at kunne løbet helt til Rom.
Jeg ved godt, at der nok skal lidt mere til efterhånden, hvis det virkelig skal give pote på længere sigt. Men lige nu fungerer det fint, og jeg føler, at jeg bliver stærkere og stærkere. Et andet forhold, der er fint, er min plan om at ikke to dage skal være ens. Indtil nu har jeg løbet langt, kort og med styrketræning, opad. Det er sjovt og motiverende, og jeg bliver heller ikke så træt.
Så miraklet indtraf så alligevel i dag, og det lykkedes mig at løbe 7 kilometer uden at stoppe. Det er jeg svært stolt af. Nu skal Ballerinaen hentes efter endt ballettræning, og så skal vi mæske os i flæskesteg, pnadekager og flødeskum. God lørdag derude.
Nu med bakke
De lovede tørvejr for en gangs skyld i går. Jeg begyndte straks at fantasere om lunt forårsvejr, en hyggelig luntetur i skoven iført korte ærmer og korte løbetights. Men go´dav´ min bare. Hvad fik vi stedet? Noget der mest af alt mindede om en orkan, fejede hen over skov, land og by. Og det med en iskold blæst!
Sønnike var forsynet med cykel fra morgenstunden i det lønlige håb, at han og jeg kunne få en hyggelig tur hjemad efter klub. Men jeg må indrømme, at jeg overvejede det nøje, da jeg skulle hente ham ihukommende de seneste dages utilfredshed. Men jeg valgte alligevel at slå til og bruge turen som opvarmning til en senere løbetur. Men jeg blev nervøs på vej ind, for vinden havde vendt, og der var medvind ind mod byen. Det var for så vidt rart nok, men jeg tænkte på tilbageturen i modvind og op ad bakke hele vejen med en weekend-klar dreng på slæb.
Mine bekymringer blev dog gjort til skamme, for Sønnike havde valgt at tage ja-cykelhjelmen på, og trods en strid modvind knoklede han det bedste, han havde lært. Blev det alt for hårdt, sagde han: "Kan du ikke finde på noget spændende at snakke om, så jeg glemmer, hvor hårdt det er?" For det meste snakkede vi om, hvad han ville komme i bland-selv-slikposerne til ham og Ballerinaen, eller han fortalte om alle de spændende lege, de havde leget, da han var med en pædagog og tre kammerater i svømmehallen dagen før. Og sådan kom vi friske hjem i god behold.
Men vejret lod sandelig en del tilbage at ønske, og jeg havde på ingen måder lyst til at bevæge mig ud i det igen. Jeg overvejede derfor på det kraftigste at lade cykelturen gøre det ud for dagens motion. Men på den anden side har jeg jo besluttet at daglig motion ikke står til diskusion, og den cykeltur var alligevel lidt for lidt, så jeg tog løbetøjet på og trillede ind i skoven, hvor klimaet bestemt var mere behageligt. Det synes fuglene også, de pippede og fløjtede i hvert fald, så det var en lyst.
Dybt inde i skoven har mountain-bikerne deres legeplads. Dels er der mange spændende ruter, der løber gennem skoven på kryds og tværs, og dels er der down-hill-anlægget, som virkelig er en udfordring. Se bare her:
Nu synes jeg egentlig ikke, billederne her yder sværhedsgraden helt retfærdighed. Det er lidt ligesom, når man ser Tour de France på TV. Man kan se, at der på skiltene står, at stigningen er 15%, men på skærmen ser det bare ud som a walk in the park. Dette område er så stejlt og udfordrende, at det kræver et særligt kursus, at få lov til at cykle på det. Flere af forhindringerne er spærret af med bomme, som man kun kan få nøglen til, hvis man har gennemført dette kursus. Nu er det ikke fordi, jeg skal hoppe rundt på forhindringerne, selv om man gerne må på løbeben, men terrænet byder på flere stejle bakker, der giver vældig god træning. Jeg tog den stejleste og længste. Det tager fire minutter at løbe op, og i min velmagts dage smuttede jeg op som en mis. Det gør jeg så ikke mere, skulle jeg hilse at sige. Da jeg var nået halvvejs troede jeg, at jeg skulle dø, og da jeg endelig nåede toppen, var jeg ude af stand til hverken at tale eller tænke. Det eneste jeg med sikkerhed vidste var, at jeg ikke skulle forsøge mig med endnu en tur opad, selv om jeg tidligere på dagen i et anfald af kådhed, havde leget med tanken.
Så jeg trillede lige så stille og forsigtigt nedad igen, og luntede roligt hjem efter en god halv times løb - nu med bakke.
Sønnike var forsynet med cykel fra morgenstunden i det lønlige håb, at han og jeg kunne få en hyggelig tur hjemad efter klub. Men jeg må indrømme, at jeg overvejede det nøje, da jeg skulle hente ham ihukommende de seneste dages utilfredshed. Men jeg valgte alligevel at slå til og bruge turen som opvarmning til en senere løbetur. Men jeg blev nervøs på vej ind, for vinden havde vendt, og der var medvind ind mod byen. Det var for så vidt rart nok, men jeg tænkte på tilbageturen i modvind og op ad bakke hele vejen med en weekend-klar dreng på slæb.
Mine bekymringer blev dog gjort til skamme, for Sønnike havde valgt at tage ja-cykelhjelmen på, og trods en strid modvind knoklede han det bedste, han havde lært. Blev det alt for hårdt, sagde han: "Kan du ikke finde på noget spændende at snakke om, så jeg glemmer, hvor hårdt det er?" For det meste snakkede vi om, hvad han ville komme i bland-selv-slikposerne til ham og Ballerinaen, eller han fortalte om alle de spændende lege, de havde leget, da han var med en pædagog og tre kammerater i svømmehallen dagen før. Og sådan kom vi friske hjem i god behold.
Men vejret lod sandelig en del tilbage at ønske, og jeg havde på ingen måder lyst til at bevæge mig ud i det igen. Jeg overvejede derfor på det kraftigste at lade cykelturen gøre det ud for dagens motion. Men på den anden side har jeg jo besluttet at daglig motion ikke står til diskusion, og den cykeltur var alligevel lidt for lidt, så jeg tog løbetøjet på og trillede ind i skoven, hvor klimaet bestemt var mere behageligt. Det synes fuglene også, de pippede og fløjtede i hvert fald, så det var en lyst.
Dybt inde i skoven har mountain-bikerne deres legeplads. Dels er der mange spændende ruter, der løber gennem skoven på kryds og tværs, og dels er der down-hill-anlægget, som virkelig er en udfordring. Se bare her:
Nu synes jeg egentlig ikke, billederne her yder sværhedsgraden helt retfærdighed. Det er lidt ligesom, når man ser Tour de France på TV. Man kan se, at der på skiltene står, at stigningen er 15%, men på skærmen ser det bare ud som a walk in the park. Dette område er så stejlt og udfordrende, at det kræver et særligt kursus, at få lov til at cykle på det. Flere af forhindringerne er spærret af med bomme, som man kun kan få nøglen til, hvis man har gennemført dette kursus. Nu er det ikke fordi, jeg skal hoppe rundt på forhindringerne, selv om man gerne må på løbeben, men terrænet byder på flere stejle bakker, der giver vældig god træning. Jeg tog den stejleste og længste. Det tager fire minutter at løbe op, og i min velmagts dage smuttede jeg op som en mis. Det gør jeg så ikke mere, skulle jeg hilse at sige. Da jeg var nået halvvejs troede jeg, at jeg skulle dø, og da jeg endelig nåede toppen, var jeg ude af stand til hverken at tale eller tænke. Det eneste jeg med sikkerhed vidste var, at jeg ikke skulle forsøge mig med endnu en tur opad, selv om jeg tidligere på dagen i et anfald af kådhed, havde leget med tanken.
Så jeg trillede lige så stille og forsigtigt nedad igen, og luntede roligt hjem efter en god halv times løb - nu med bakke.
torsdag den 26. april 2012
Lige to hurtige tilbehør til aftensmaden
Manden havde købt fire auberginer til 4 kr. stykket. Jeg er ikke totalt begejstret for auberginer, for jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal stille op med dem, og nogen gange bryder jeg mig heller om fornemmelsen af at spise dem. Men bruges skal de jo, så jeg tog en hurtig google og fandt ud af, at man kan bruge dem til meget andet end moussakka eller stegt på panden. Jeg fandt en nem opskrift på Alletiders Kogebog.
Man tager en aubergine og skærer den op i tykke skiver på 1,5 cm. Man lægger dem herefter på en bageplade med bagepapir. Så pensles skiverne med olivenolie, og der smøres en klat pesto ud på hver skive. Vi brugte rød pesto. Til sidste krydres med presset hvidløg og oregano. Så er det en tur i ovnen i 10-15 minutter ved 225 grader.
De smagte godt. Så godt, at manden og jeg var nødt til at tage os gevaldigt sammen for ikke at spise de to sidste også. De skal nemlig gemmens til Ballerinaen, der kommer hjem lige om lidt.
Forleden ledte jeg i min store gamle kogebog efter en måde at lave tapanade på. Jeg fandt siden og på den utallige opskrifter på pesto, tapanade, cremer, pureer med meget mere. Jeg faldt over Broccomole. Sikke et ord. Det ligger bare godt i munden, så måske også det færdige resultat ville smage lige så godt?
Jeg besluttede mig for at forsøge og gjorde som følger:
Første kogte jeg 200 g broccoli mørt i letsaltet vand. Derefter kom jeg en finthakket tomat, to finthakkede soltørrede tomater, to fed hvidløg, to spsk olie, 1 dl creme fraiche i en skål. Den møre broccoli kom samme vej, og så blev det hele pureret med min stavblender.
Det minder, som navnet også antyder meget om guacamole, men det er billigere end avocado, og det smager frisk og godt med en lækker konsistens. Dog vil jeg næste gang komme lidt mindre hvidløg i, da vi nok synes, det blev lidt for stærkt.
Men ellers meget anbefalelsesværdigt tilbehør.
Man tager en aubergine og skærer den op i tykke skiver på 1,5 cm. Man lægger dem herefter på en bageplade med bagepapir. Så pensles skiverne med olivenolie, og der smøres en klat pesto ud på hver skive. Vi brugte rød pesto. Til sidste krydres med presset hvidløg og oregano. Så er det en tur i ovnen i 10-15 minutter ved 225 grader.
De smagte godt. Så godt, at manden og jeg var nødt til at tage os gevaldigt sammen for ikke at spise de to sidste også. De skal nemlig gemmens til Ballerinaen, der kommer hjem lige om lidt.
Forleden ledte jeg i min store gamle kogebog efter en måde at lave tapanade på. Jeg fandt siden og på den utallige opskrifter på pesto, tapanade, cremer, pureer med meget mere. Jeg faldt over Broccomole. Sikke et ord. Det ligger bare godt i munden, så måske også det færdige resultat ville smage lige så godt?
Jeg besluttede mig for at forsøge og gjorde som følger:
Første kogte jeg 200 g broccoli mørt i letsaltet vand. Derefter kom jeg en finthakket tomat, to finthakkede soltørrede tomater, to fed hvidløg, to spsk olie, 1 dl creme fraiche i en skål. Den møre broccoli kom samme vej, og så blev det hele pureret med min stavblender.
Det minder, som navnet også antyder meget om guacamole, men det er billigere end avocado, og det smager frisk og godt med en lækker konsistens. Dog vil jeg næste gang komme lidt mindre hvidløg i, da vi nok synes, det blev lidt for stærkt.
Men ellers meget anbefalelsesværdigt tilbehør.
10-10-10 med garniture
Dagen startede med en rask cykeltur med Sønnike, der var kommet sig over gårsdagens utilfredshed. Det er en regnfuld tid, vi befinder os i, men vi slap med skrækken og havde en dejlig morgentur. Jeg gav den gas på hjemvejen og følte mig godt tilpas, da jeg ramte hjemadressen igen.
Senere på dagen havde jeg besluttet mig for 10-10-10 programmet, der består af ti minutter på motionscyklen inde i stuen, mens regnen silede ned udenfor, ti minutters løb udenfor - regnen var på mirakuløs vis stoppet, men da jeg drejede om hjørnet ned mod vores sidevej, hørte jeg en mærkelig pjaskende lyd. Jeg kunne i første omgang ikke finde ud af, hvad det var for en lyd, men så så jeg lidt længere fremme på vejen en mur af regn og hagl ramme vejbanen med kurs direkte mod mig. Det så helt surrealistisk ud, og jeg fik lyst til resolut at vende om og løbe den anden vej. Men bygen havde så meget fart på, at den garanteret hurtigt ville indhente mig alligevel, så jeg tog en dyb indånding, bøjede hovedet og dykkede lige ind i vandmasserne.Og jeg lyver ikke, på bare 100 meter lignede jeg en, der havde svømmet over den engelske kanal! Det var lige før, jeg satte en eller anden rekord i 100-meterløb - Rebild-rekorden, måske? For kvinder over 50?
Nå, jeg nåede grinende hjem og fik skiftet det våde tøj, inden jeg gik i gang med de sidste ti minutters træning med håndvægtene.
En god rolig omgang træning, der er endnu ikke fare for overanstrengelse, og kroppen følger fint med. Garnituren består af dels den veloverståede morgencykeltur og dels endnu en cykeltur sidst på dagen, når Sønnike skal hentes igen. Det eneste, der kan forpurre den plan, er endnu mere regn, for Sønnikehar været i svømmehallen hele eftermiddagen med juniorklubben, så han er nok mindst lige så træt som i går. Jeg er overbevist om, at den mindste lille ubehagelighed ved cykelturen således vil vælte hele læsset for ham, og det orker jeg alligevel ikke endnu engang.
Senere på dagen havde jeg besluttet mig for 10-10-10 programmet, der består af ti minutter på motionscyklen inde i stuen, mens regnen silede ned udenfor, ti minutters løb udenfor - regnen var på mirakuløs vis stoppet, men da jeg drejede om hjørnet ned mod vores sidevej, hørte jeg en mærkelig pjaskende lyd. Jeg kunne i første omgang ikke finde ud af, hvad det var for en lyd, men så så jeg lidt længere fremme på vejen en mur af regn og hagl ramme vejbanen med kurs direkte mod mig. Det så helt surrealistisk ud, og jeg fik lyst til resolut at vende om og løbe den anden vej. Men bygen havde så meget fart på, at den garanteret hurtigt ville indhente mig alligevel, så jeg tog en dyb indånding, bøjede hovedet og dykkede lige ind i vandmasserne.Og jeg lyver ikke, på bare 100 meter lignede jeg en, der havde svømmet over den engelske kanal! Det var lige før, jeg satte en eller anden rekord i 100-meterløb - Rebild-rekorden, måske? For kvinder over 50?
Nå, jeg nåede grinende hjem og fik skiftet det våde tøj, inden jeg gik i gang med de sidste ti minutters træning med håndvægtene.
En god rolig omgang træning, der er endnu ikke fare for overanstrengelse, og kroppen følger fint med. Garnituren består af dels den veloverståede morgencykeltur og dels endnu en cykeltur sidst på dagen, når Sønnike skal hentes igen. Det eneste, der kan forpurre den plan, er endnu mere regn, for Sønnikehar været i svømmehallen hele eftermiddagen med juniorklubben, så han er nok mindst lige så træt som i går. Jeg er overbevist om, at den mindste lille ubehagelighed ved cykelturen således vil vælte hele læsset for ham, og det orker jeg alligevel ikke endnu engang.
onsdag den 25. april 2012
Dagens bevægelse
Det var en umanerlig træt og dermed utilfreds dreng, jeg hentede i klubben i dag. Og utilfredsheden tog bare til, da han kom i tanker om, at vi skulle cykle hjem. Jeg derimod havde glædet mig til en hyggelig motionstur, men det kunne jeg godt skyde en hvid pind efter, for Sønnike cyklede demonstrativt tre-fire meter efter mig. Så jeg besluttede mig for at lade ham være og nyde turen for mig selv.
Senere på dagen blev utilfredsheden ikke just mindre, da Sønnike så op på en himmel, der blev mørkere og mørkere, samtidig med at jeg kom anstigende med hans fodboldtøj, selv iført løbeoutfit. Det afstedkom en længere diskusion om, hvorvidt han skulle tage til fodbold eller ikke. Jeg ville gerne med og en tur ud i Sundhedssporet, men der skulle vejes meget for og imod, fældes en lille tåre og tænkes mange tanker, før han besluttede sig for at tage afsted.
Endnu holdt himlen tæt, og Sønnike forsvandt glad blandt vennerne iført en fodbold ved den ene fod. Jeg vendte om, og begav mig afsted stille og roligt. Det er tredje dag med løb, så jeg accepterede, at jeg var lidt tung i benene. I stedet nød jeg fuglesangen og den kølige eftermiddagsvind i håret. Vel tilbage efter to kilometer, tjekkede jeg lige Sønnike, der helt forventeligt var et stort smil og glade fodboldben. Derfor valgte jeg, da jeg havde fået pusten, at tage en runde mere.
Nu var jeg varm, og løbebenene ville gerne rundt en gang mere. Turen krydredes under vejs med en dejlig stille forårsregn, der faktisk gjorde mig helt gennemblødt. Man føler sig i den grad i live på sådan en tur. Jeg tænkte på fodbolddrengene, men slog mig til tåls med, at de nok slet ikke havde opdaget regnen.
Fire kilometer måtte være nok, og heldigvis havde jeg tørt tøj i bilen, så jeg skiftede, slog den store paraply op og gik tilbage til fodboldbanen. Her mødte jeg andre forældre, der havde trodset regnen, og vi snakkede hyggeligt resten af træningstiden, hvor drengenen knoklede uden overhovedet at ænse regnen.
Det var en skøn træningtur, og jeg nyder at være kommet i gang igen. Jeg har ikke de store planer. Kun den at jeg skal bevæge mig på en eller anden måde hver dag, og så må to dage i træk ikke være ens hvad angår motionen. Dvs at jeg vil bestræbe mig på ikke at løbe den samme tur to dage i træk. Der skal løbes langt, kort, hurtigt, sejt, opad skiftevis. For afvekslingens skyld kan jeg også vælge at dyrke forskellige motionsformer. Sjip, svømning, cykling, gåtur - bare ikke det samme ud over løbet to på hinanden følgende dage.
Mine kostaftaler holder også stadig, så alt i alt er jeg rigtig tilfreds med dagen i dag og nyder stadig, at der er fuld styr på planerne.
Senere på dagen blev utilfredsheden ikke just mindre, da Sønnike så op på en himmel, der blev mørkere og mørkere, samtidig med at jeg kom anstigende med hans fodboldtøj, selv iført løbeoutfit. Det afstedkom en længere diskusion om, hvorvidt han skulle tage til fodbold eller ikke. Jeg ville gerne med og en tur ud i Sundhedssporet, men der skulle vejes meget for og imod, fældes en lille tåre og tænkes mange tanker, før han besluttede sig for at tage afsted.
Endnu holdt himlen tæt, og Sønnike forsvandt glad blandt vennerne iført en fodbold ved den ene fod. Jeg vendte om, og begav mig afsted stille og roligt. Det er tredje dag med løb, så jeg accepterede, at jeg var lidt tung i benene. I stedet nød jeg fuglesangen og den kølige eftermiddagsvind i håret. Vel tilbage efter to kilometer, tjekkede jeg lige Sønnike, der helt forventeligt var et stort smil og glade fodboldben. Derfor valgte jeg, da jeg havde fået pusten, at tage en runde mere.
Nu var jeg varm, og løbebenene ville gerne rundt en gang mere. Turen krydredes under vejs med en dejlig stille forårsregn, der faktisk gjorde mig helt gennemblødt. Man føler sig i den grad i live på sådan en tur. Jeg tænkte på fodbolddrengene, men slog mig til tåls med, at de nok slet ikke havde opdaget regnen.
Fire kilometer måtte være nok, og heldigvis havde jeg tørt tøj i bilen, så jeg skiftede, slog den store paraply op og gik tilbage til fodboldbanen. Her mødte jeg andre forældre, der havde trodset regnen, og vi snakkede hyggeligt resten af træningstiden, hvor drengenen knoklede uden overhovedet at ænse regnen.
Det var en skøn træningtur, og jeg nyder at være kommet i gang igen. Jeg har ikke de store planer. Kun den at jeg skal bevæge mig på en eller anden måde hver dag, og så må to dage i træk ikke være ens hvad angår motionen. Dvs at jeg vil bestræbe mig på ikke at løbe den samme tur to dage i træk. Der skal løbes langt, kort, hurtigt, sejt, opad skiftevis. For afvekslingens skyld kan jeg også vælge at dyrke forskellige motionsformer. Sjip, svømning, cykling, gåtur - bare ikke det samme ud over løbet to på hinanden følgende dage.
Mine kostaftaler holder også stadig, så alt i alt er jeg rigtig tilfreds med dagen i dag og nyder stadig, at der er fuld styr på planerne.
Noget om proces, motivation, livsstilsændringer og at mærke forskellen
Jeg har været i gennem endnu en proces de seneste måneder. En proces, der igen, igen har handlet om en livsstilsændring. Jeg har tidligere skrevet om dette procesarbejde, om motivationscirken som er et særdeles velegnet billede på, hvad der ofte sker, når man forsøger sig med at komme af med dårlige vaner som fx rygning, for meget usundt mad, slik, alkohol m.m. og indføre nye tilstande med mere motion o.s.v. For det er vigtigt at betragte sådan et arbejde som en proces. Det er nemlig uhyre sjældent, at man lykkes i et hug med sit forehavende. Her kan du læse om, hvordan jeg har brugt procesbilledet og motivationscirklen både selv, og også i forhold til de rygestop-kurser, jeg har gennemført.
Sidste gang jeg arbejdede på denne måde var i forsommeren 2011, hvor det med en livsstilsændring over nogle måneder lykkedes mig at smide 10-12 kg, spise sundere og dyrke mere motion. I selve vægttabsparioden levede jeg meget stramt, men da målet var nået, skulle det spændende arbejde udføres, nemlig at vende tilbage til mere normale tilstande uden at falde tilbage i gamle vaner og tage de tabte kilo på igen. Det er faktisk gået ganske godt. I lang tid lykkedes det mig at holde fast og holde vægten.
Men så kom de små benspænd. Småskavanker, dårligt humør, min arbejdsløshedssituation, der ser ud til bare at blive ved og ved, et ualmindeligt hårdt kursusforløb blot for at nævne nogen. Og så slækker man af en eller anden grund på selvdiciplinen. Og den korte version er, at motionen næsten stoppede, det usunde sneg sig ind i min dagligdag igen - som trøst, og jeg har nu taget tre kilo på igen.
Den seneste tid er jeg så gået ind i motivationscirklen igen og har accepteret, at jeg befinder mig i en proces, hvor det handler om, at overbevise mig selv om, at nu skal der andre boller på suppen. Utallige gange har jeg fejlet, drukket, ædt, lagt mig halvsløv på sofaen i stedet for at komme ud på løbestierne. Men ind i mellem er det også lykkedes at droppe slikkepinden og karamellen til fordel for et æble, og af og til er jeg kommet afsted iført løbesko. Jeg har haft fokus på disse gange, set dem som det positive element og ikke ofret så meget negativ energi på de gange, hvor det ikke gik. Mentalt har jeg kunnet mærke, at jeg gennem processen ikke har været helt klar, jeg var derfor også forberedt på, at jeg ville falde tilbage i gamle vaner.
Lige indtil i går. Jeg har løbet en smule på det sidste, forsigtigt trænet min venstre fod, der knækkede sammen for godt 14 dage siden. Og det er gået godt. Mandag løb jeg hele sundhedssporet uden stop, og i går startede jeg dagen med at kunne mærke, at nu er jeg klar. Derfor lykkedes det mig at holde den kostplan, der fungerede sidste gang jeg skulle tabe mig, og derfor kom jeg også afsted på en 4 km løbetur i kuperet terræn efterfulgt af 6 km på cykel. Ingen gener og smerter, blot velbehageligt løbetempo og den velkendte dejlige fornemmelse i kroppen, der opstår ved bevægelse. Jeg er smuttet ud i vedligeholdelsesdelen af motivationscirklen - og det er fantastisk, hvordan jeg rent mentalt kan mærke, at nu kan det lade sig gøre.
Det er samtidig en kolosal lettelse. Jeg kan huske, da jeg pludselig mærkede den samme motivationsfornemmelse omkring mit rygestop. Efter utallige forsøg og tilbagefald bar procesarbejdet pludselig frugt, og jeg var så lettet ove, ikke længere at skulle tænke så meget. Tænke hver gang jeg tændte en smøg: Åhh nej, nu faldt jeg i igen, åhhh nej, dårlig samvittighed, åhhh nej, nyt nederlag, selvhad, opgivelse.
Denne lettelse føler jeg også nu. Lettelse over at beslutningen er sunket ind, så jeg ikke længere behøver at kredse ud omkring slikskabet, overveje om et tilbagefald vil kunne rummes, gøre det alligevel og blive helt led ved mig selv, overveje om jeg kan drikke bare et enkelt glas vin i aften vel vidende, at så bliver det i hvert fald ikke ved det, og så kan det også være lige meget, hvorefter en pose vingummi ryger samme vej lige ned i løgnhalsen.
En kolosal lettelse over at vide præcist, hvad jeg kan og ikke kan i forhold til den aftale, jeg har lavet med mig selv. Jeg har egentlig aldrig betragtet mig selv som særlig effektiv i forhold til at kontrollere mig selv. Tvært imod ser jeg mest mig selv som impulsiv og let at rive med strømmen. Men alligevel oplever jeg, at jeg trives med den kontrol, jeg sætter op for mig selv i disse perioder, og jeg kan næsten ikke vente med at komme i gang igen. Min fornemmeste opgave i den kommende tid bliver så bare ikke at tage for hårdt fat, at holde igen, så kroppen kan følge med. Jeg ser frem til det hele, og deler gerne mine erfaringer her på bloggen endnu engang.
Sidste gang jeg arbejdede på denne måde var i forsommeren 2011, hvor det med en livsstilsændring over nogle måneder lykkedes mig at smide 10-12 kg, spise sundere og dyrke mere motion. I selve vægttabsparioden levede jeg meget stramt, men da målet var nået, skulle det spændende arbejde udføres, nemlig at vende tilbage til mere normale tilstande uden at falde tilbage i gamle vaner og tage de tabte kilo på igen. Det er faktisk gået ganske godt. I lang tid lykkedes det mig at holde fast og holde vægten.
Men så kom de små benspænd. Småskavanker, dårligt humør, min arbejdsløshedssituation, der ser ud til bare at blive ved og ved, et ualmindeligt hårdt kursusforløb blot for at nævne nogen. Og så slækker man af en eller anden grund på selvdiciplinen. Og den korte version er, at motionen næsten stoppede, det usunde sneg sig ind i min dagligdag igen - som trøst, og jeg har nu taget tre kilo på igen.
Den seneste tid er jeg så gået ind i motivationscirklen igen og har accepteret, at jeg befinder mig i en proces, hvor det handler om, at overbevise mig selv om, at nu skal der andre boller på suppen. Utallige gange har jeg fejlet, drukket, ædt, lagt mig halvsløv på sofaen i stedet for at komme ud på løbestierne. Men ind i mellem er det også lykkedes at droppe slikkepinden og karamellen til fordel for et æble, og af og til er jeg kommet afsted iført løbesko. Jeg har haft fokus på disse gange, set dem som det positive element og ikke ofret så meget negativ energi på de gange, hvor det ikke gik. Mentalt har jeg kunnet mærke, at jeg gennem processen ikke har været helt klar, jeg var derfor også forberedt på, at jeg ville falde tilbage i gamle vaner.
Lige indtil i går. Jeg har løbet en smule på det sidste, forsigtigt trænet min venstre fod, der knækkede sammen for godt 14 dage siden. Og det er gået godt. Mandag løb jeg hele sundhedssporet uden stop, og i går startede jeg dagen med at kunne mærke, at nu er jeg klar. Derfor lykkedes det mig at holde den kostplan, der fungerede sidste gang jeg skulle tabe mig, og derfor kom jeg også afsted på en 4 km løbetur i kuperet terræn efterfulgt af 6 km på cykel. Ingen gener og smerter, blot velbehageligt løbetempo og den velkendte dejlige fornemmelse i kroppen, der opstår ved bevægelse. Jeg er smuttet ud i vedligeholdelsesdelen af motivationscirklen - og det er fantastisk, hvordan jeg rent mentalt kan mærke, at nu kan det lade sig gøre.
Det er samtidig en kolosal lettelse. Jeg kan huske, da jeg pludselig mærkede den samme motivationsfornemmelse omkring mit rygestop. Efter utallige forsøg og tilbagefald bar procesarbejdet pludselig frugt, og jeg var så lettet ove, ikke længere at skulle tænke så meget. Tænke hver gang jeg tændte en smøg: Åhh nej, nu faldt jeg i igen, åhhh nej, dårlig samvittighed, åhhh nej, nyt nederlag, selvhad, opgivelse.
Denne lettelse føler jeg også nu. Lettelse over at beslutningen er sunket ind, så jeg ikke længere behøver at kredse ud omkring slikskabet, overveje om et tilbagefald vil kunne rummes, gøre det alligevel og blive helt led ved mig selv, overveje om jeg kan drikke bare et enkelt glas vin i aften vel vidende, at så bliver det i hvert fald ikke ved det, og så kan det også være lige meget, hvorefter en pose vingummi ryger samme vej lige ned i løgnhalsen.
En kolosal lettelse over at vide præcist, hvad jeg kan og ikke kan i forhold til den aftale, jeg har lavet med mig selv. Jeg har egentlig aldrig betragtet mig selv som særlig effektiv i forhold til at kontrollere mig selv. Tvært imod ser jeg mest mig selv som impulsiv og let at rive med strømmen. Men alligevel oplever jeg, at jeg trives med den kontrol, jeg sætter op for mig selv i disse perioder, og jeg kan næsten ikke vente med at komme i gang igen. Min fornemmeste opgave i den kommende tid bliver så bare ikke at tage for hårdt fat, at holde igen, så kroppen kan følge med. Jeg ser frem til det hele, og deler gerne mine erfaringer her på bloggen endnu engang.
søndag den 22. april 2012
Jeg er konge...
...siger Sønnike, og i morgen skal vi til generalprøve på "Prinsesse Sur". For en gangs skyld er det ikke Ballerinaen, der er i centrum. Denne gang er det Sønnike, der huserer på de skrå brædder og det oven i købet i hovedrollen. 52 replikker og en sang - i mikrofon - venter i morgen, og til den store premiere for hele indskolingsafsnittet på skolen på tirsdag. Vi har øvet replikker og sang til den helt store guldmedalje, og stuen har været omdannet til kongeslot, mens resten af familien har ageret prinsesser, skriver og frierer.
Vi glæder os, Sønnike har sommerfugle i maven - og glæder sig.
Mor har været i gang med genbrug og nyskabelse. Den gamle Barda-ridderdragt er blevet forvandlet med et blåt ordensbånd og Oldemosters gamle fortjenstmedalje for 1000 års trofast tjeneste hos Politiet, og så er der fremstillet den skønneste kongekrone af guldkarton med "ægte" diamantsmykke. Dertil ridderstøvler og fra dramaskolen en blå kappe med hermelinskrave og fantastiske brokader - der bliver ikke et øje tørt!
Vi glæder os, Sønnike har sommerfugle i maven - og glæder sig.
Mor har været i gang med genbrug og nyskabelse. Den gamle Barda-ridderdragt er blevet forvandlet med et blåt ordensbånd og Oldemosters gamle fortjenstmedalje for 1000 års trofast tjeneste hos Politiet, og så er der fremstillet den skønneste kongekrone af guldkarton med "ægte" diamantsmykke. Dertil ridderstøvler og fra dramaskolen en blå kappe med hermelinskrave og fantastiske brokader - der bliver ikke et øje tørt!
lørdag den 21. april 2012
Ti minutters fredelig lykke
Jeg kom for tidligt ind på banegården for at hente Ballerinaen, der havde været til endnu en omgang ballettræning i Århus. Nu er det jo ikke fordi, vi har været begunstiget af et forrygende forår på det seneste, det har faktisk været pivkoldt og blæsende her på vores kanter. Men netop i dag kæmpede solen for at trænge igennem på en diset himmel, og det lykkedes lige akkurart nok til, at jeg kunne sætte mig på en stille bænk og lade ansigtet lune af dens spæde stråler.
Der er stille på sådan en provinsbanegård, når der ikke lige ankommer eller afgår tog. Så jeg havde ti minutters dejlig fred og ro. Det eneste man kunne høre var fuglene, der insisterede på, at nu er det altså forår. Prøv engang at kik og lyt:
Der er stille på sådan en provinsbanegård, når der ikke lige ankommer eller afgår tog. Så jeg havde ti minutters dejlig fred og ro. Det eneste man kunne høre var fuglene, der insisterede på, at nu er det altså forår. Prøv engang at kik og lyt:
Efter ca ti minutter blev banegården langsomt befolket at mennesker, unge og gamle, der skulle med det næste tog eller afhente nogen, som jeg. Snakken gik rundt omkring, og foran banegården rullede en rutebil larmende op og satte flere passagerer af. Ding, ding, for ende af perronen ude ved vejen gik bommene ned, og lydbilledet fuldendtes af en stemme, der gentog igen og igen: "Gå ikke over sporet, der kommer tog". Så var Ballerinaen der, og vi fik travlt med at komme hjem, få hende i bad og i festtøjet, lidt pudder og mascara, og så af sted igen til fødselsdag hos en pige fra klassen. Hektisk!
Men de ti minutter i fred og ro er der ingen, der kan tage fra mig. Man skal skatte på hverdagens små oaser.
Abonner på:
Indlæg (Atom)